I. Lille Marius sad saa pent og stille paa Bænken. Hans altfor store mørkebrune Øine gav det lille blege Ansigt et forskræmt Udtryk; og naar han uformodet fik et Spørgsmaal, blev han ildrød i Hovedet og stammede. Lille Marius sad paa næstnederste Bænk lidt krum i Ryggen; for der var ikke Rygstød, og det var strengt forbudt at læne sig tilbage mod den næste Pult. Det var Geografi fra elleve til tolv en varm Augustdag efter Ferierne. Solen skinnede over Rektorens Have og paa de fire store Æbler paa hans lille Æbletræ. De blaa Gardiner vare trukne for det øverste Vindu; men i det næste havde Abraham indrettet sig en sindrig Solskive med Blækstreger i Vinduskarmen. Han telegraferede just omkring til Spørgere i Klassen, at Klokken var over halv. . „Flere Byer —“ sagde Adjunkten oppe fra Kathederet og blæste i en Fjerpen. Det var hans Specialitet at spidse Fjerpenne; og rundt i alle de Klasser, hvor han læste, laa der en liden sirlig Samling af Fjerpenne, som ingen brugte undtagen Rektor. Alligevel havde Adjunkt Borring Møie med at holde dem iorden. Thi det hændte meget ofte, at en vanartig Discipel samlede Pennene i Frikvarteret, stak dem ned i et Blækhus og rodede saalænge om med denn, til Spidserne strittede til alle Kanter, og Penneposerne vare fulde af Blæk. Naar da næste Gang Borring kom i Klassen og skreg: „Nei men du store Gud! hvem har ødelagt mine Penne? —“ saa svaredes der sikkert og enstemmigt fra hele Klassen: „Aalbom!“ Thi det var bekjendt, at Adjunkterne Borring og Aalbom inderligen hadede hinanden. Adjunkten skrabede Penneposerne og blæste de fine hvide og blækkede Spiraler udover Kathederet. „Flere Byer —“ derpaa mumlede han en liden Velsignelse over Aalbom, „flere Byer, flere Byer!“