GIFT 167 de seilede med Skibe af Fliser, som de skar under Bordet. Der stod en Satans Sydvest opad Kanalen, saa baade Freya og Familiens Haab maatte gaa nordenom Skotland. Men nede ved Gibraltar laa den Anden paa Lur med en lang Halvdel af en Blyant, som han havde dyppet i Blækhuset; det skulde være en algirisk Sørøver. „Flere Byer, — flere Byer!“ „Namur“ — sagde Tolleiv pludselig. Halve Klassen vendte sig forbauset, og en paa næstnederste Bænk var endog saa udelikat, at han stak Hovedet helt ind under Tolleivs Bord, for Åt se, om han ikke havde Geografien paa Knæerne, „Namür —ikke Namur,“ sagde Adjunkten tvært og saa i Bogen foran sig, „nei den kommer ikke endnu. Der er — lad mig se, — der er tre Byer, før den kommer, som du nævnte; hvad er det for tre Byer? — naa! hvad er det for tre Byer?“ Men nu var Tolleiv færdig med det, han vidste; og han hensank i sløv Trods uden at agte paa, hvergang Adjunkten blæste i en Pennepose og sagde: „hvad er det for tre Byer?“ Lille Marius maatte være færdig med sit hemmelighedsfulde Arbeide under Bordet; thi pludselig kastede han noget henover til sin Sidemand og skjulte derpaa sit Ansigt i Hænderne, saa bare Øinene gik fra den ene til den anden. Marius’s Sidemand sendte det, han havde faaet, til sin Nabo, og saaledes gik det opover Klassen; nogle lo, andre tog det roligt, somom de var vant til det; sendte det videre og fortsatte sin Syssel, — hvad det nu var. Men Abraham var ifærd med at forbedre sin Solskive i Vinduskarmen, og da hans Sidemand kastede en blaa Dult hen til ham, blev han ærgerlig. Han kjendte saa godt Marius’s Rotter af det blaa Lommetørklæde, og han var saa kjed af dem, at han bare tog Rotten og kastede den nedover Klassen uden at vende sig om. Men derved traf det sig saa, at Marius’s Lommetørklæde faldt ned i Spanien og feiede baade Røveren og Koffardiskibene paa Gulvet, medens de to, som vare midt i en spændende Kamp foran Gibraltar, hoppede paa Bænken. Derved blev Adjunkten forstyrret: „Hvad var det?“ „En Rotte“, svaredes strax. Men da nu Marius’s velbekjendte Rotte blev løftet op fra Gulvet efter Halen, brød hele Klassen ud i Latter; thi Marius var en anerkjendt Mester til at lave Rotter, især havde han et Snit med Ørene. Men Adjunkten blev sint: „Uf Marius! — er du nu ude igjen med de dumme Rotter; jeg synes — ved Gud! du snart maatte vyærẹ voxet fra slige Børnestreger,“