GIFT t73 Marius havde altid dyrket Abraham paa Frastand; men da de nu blev bedste Venner, var han næsten fjollet af Glæde. Naar han kom hjem til sin Moder, snakkede han uophørligt om Abraham, og naar de sad og læste sammen, var han i en bestandig Henrykkelse. Grunden til, at Abraham tog sig af ham, var den, at Fru Løvdahl en Dag havde sagt, at lille Marius’s Moder var meget ulykkelig, ensom og forladt i Verden. Disse Ord satte sig fast i hans Sind, og da han den næste Gang saa Marius ærtet af sine Kammerater og forfulgt af Stinkdyrene, stillede han sig pludselig som hans Forsvarer; og derfra varede det ikke mange Dage, inden de blev uadskillelige. Abraham havde intet imod den stille Dyrkelse; og desuden var det for ham, der allerede i et halvt Aar havde været haabløst forelsket, en stor Lindring at kunne udøse sine Længsler, sine Klager, sine Haab og sine Fortvivlelser i lille Marius’s trofaste Hjerte. — Lille Marius sad og gabte. Vel havde han sat Abraham høit; men at han var saa stor, saa ophøiet: forelsket, virkelig ulykkeligt forelsket — det overgik Marius’s Begreb og sænkede ham i end bundløsere Beundring. Han syntes, han voxte selv ved at bære Halvdelen af denne skjæbnetunge Hemmelighed; og naar han mødte hende paa Gaden — det var en af Provsten Sparres voxne Døtre —, fæstede han sine store brune Øine paa hende halvt bebreidende, halvt hemmelighedsfuldt medvidende. Marius kom en Eftermiddag, for at læse. Abraham sad med Hovedet mellem Hænderne, stirrede ned i Bordpladen, og syntes ikke at mærke, der kom nogen ind. Lille Marius gik da forsigtigt hen og lagde en Haand paa hans Skulder. Abraham fór op — forvildet, uden at kunne samle sine Tanker. Men da betragtede lille Marius ham saa deltagende med sine store, fugtige Øine, saa det gjorde den ulykkelige Elsker godt. „Har du seet hende idag?“ „Tal ikke om hende! — nævn ikke hendes Navn! — hører du, Marius! er du min Ven, saa sværg, at du aldrig mere vil nævne hendes Navn, — sværg!“ „Jeg sværger,“ hviskede lille Marius bevæget. Dette beroligede den anden. Han satte sig ned igjen og bedækkede sit Ansigt med sine Hænder og sukkede. Saaledes sad de et Par Minutter. Endelig sagde Abraham med dump, uhyggelig Stemme og uden at se op: „Hun har troløst sveget mig; alt er forbi, — hun er forlovet!“