178 GIFT Da ogsaa Marius var gaaet hjem, sagde Professoren: „Snil Gut — den lille Gottwald. Det er svært, hvor hedt det er blevet mellem Jer to i det sidste.“ „Det er min bedste Ven,“ sagde Abraham lidt usikkert. „Bedste Ven!“ gjentog Faderen og lo lidt, „disse Venskaber for Liv og Død, man er saa færdig til at slutte i Gutteaarene — aa ja, jeg kjender dem! Det er en Lykke, at der ialmindelighed bliver saa lidet af dem. Deter en Lykke — siger jeg —, fordi det jo vilde være yderst ubekvemt — især for dem af os, som skal langt frem i Livet, om saadant et Guttevenskab virkelig skulde forpligte for Liv og Død.“ Abraham saa ud, somom han ikke rigtig forstod, og den anden vedblev: „Ser du, Skolegutter er jo lige — eller saa omtrent ligestillede; men naar Skolen slipper dem, spredes de over Livet, og Livet gjør dem meget snart høist ulige. Tænk dig nu selv, hvor Fortsættelsen af et saadant Guttevenskab bliver umulig, om for Exempel den ene gaar tilveirs i Samfundet, medens den anden gaar nedad, eller bliver staaende der, hvor han hører til. Se derfor er det netop saa viselig indrettet, at selve Livet drager Omsorg for, at saadanne Venskaber ikke lever længer, end medens de ere uskadelige.“ „Ja men Marius skal jo studere,“ indskjød Abraham. „Javist — javist! det bestaar jo ikke deri; det var saamænd hellerikke expres Marius, jeg tænkte paa. Han kan jo ikke hjælpe — det vil sige, der er noget ved hans Forhold, som du ikke kan forstaa, og som du ikke behøver at bekymre dig om; det er vist en snil og brav Gut, som du gjerne maa omgaaes; det retter sig nok. Jeg vilde bare give dig en Advarsel mod dette sentimentale Venskab i Liv og Død; du ved, jeg liger ikke Sentimentalitet; det passer ikke for os Mandfolk.“ : Abraham var altid smigret, naar Faderen saaledes behandlede ham som en yngre Ven; især tiltalte det ham at blive taget med blandt „os Mandfolk“. Hentydningen til, at der var noget iveien med Marius, vakte hans Nysgjerrighed; men han saa paa Faderens Ansigt, at der ikke maatte spørges. Professor Løvdahl var nu færdig med sin Omklædning, han tog rent Lommetørklæde og gik smaasyngende, for at tilbringe en Timestid før Aftensbordet oppe i Klubben. Hans Liv var meget regelmæssigt, hans Person var smuk og velpleiet, og alle hans Anskuelser vare færdige og sirligt ordnede i hans gode Hoved. Skjønt han i Virkeligheden kun var faa Aar ældre end sin Kone, syntes Afstanden langt større. Thi han havde fra Ungdommen lagt