GIFT 181 Beundringen over Sønnens Lærdom formaaede altid at holde hendes Øine aabne. Imidlertid nævnte hun mekanisk det latinske Ord, hvorpaa Marius i en Fart sagde alt, hvad der skulde siges om det Ord, og saa til det næste. „Candescere“ — læste Fru Gottwald søvnig. „Candescere — candi — candes — can —“ lille Marius bley ildrød i Hovedet, og Fingrene, som hidtil havde arbeidet fredeligt med Lommetørklædet, fór nu om mellem Bøgerne, idet han fortvivlet søgte efter Madvig. Men Fru Gottwald blev med et lysvaagen; hun kjendte disse Anfald. Med en Gang kunde det sige stop for ham, og da blev han ganske, somom han var fra Forstanden. Da var der ingenting, som hjalp, uden at faa ham bragt til Ro jo før jo heller. Hun greb ham derfor fast over Hænderne: „Nei — lille Marius! nu faar du paa ingen Maade Lov til at læse mere; kom, nu skal du sove paa det, saa er jeg vis paa, du kan det imorgen.“ „Nei — nei Mor! — kjære slip mig; jeg maa finde det; bare et Øieblik! jeg ved, hvor det staar; aa slip mig“; han bad ganske bønligt med de store forskrækkede Øine; men hun holdt sig tapper og fik ham halvt lokket halvt trukket ind i Sovekammeret. Men hele Tiden, mens hun klædte ham af, hørte hun ham mumle Latin; og længe efterat han var falden isøvn, rykkede det pludselig i hans Haand, som hun holdt, og hans Hoved var hedt og tørt. Hun sad der længe. Og tunge Tanker om Skam og Anger og Ydmygelse kom efter Sædvane ind og satte sig som Stamgjæster rundt den lille Seng, for at glo paa hende. Men hun agtede ikke paa dem iaften; hendes Øine veg ikke fra det lille blege Ansigt med de forpinte Trækninger ved Munden og de blaalige Skygger under Øinene. Ja — hun havde prøvet at sige det til Rektor — dette om Latinen. Men det var jo ikke godt for en enslig Kvinde i hendes Stilling, og Rektoren hjalp Marius frem og holdt jo netop saa meget af ham for denne Latin. Og Distriktslæge Bentzen var en principiel Modstander af den moderne Snak om Børns Overlæsselse i Skolen; havde de endda lært saa meget Latin og faaet saa meget Prygl dertil som i hans Ungdom ; men nu var der en Forkjælelse og en Hensynstagen, som var til at ærgre sig over. Lille Marius skulde bare have kraftig Mad og springe ude i den friske Luft, og saa behøvede han jo ikke netop at sprænglæse.