GIFT 187 ikke saa god at komme over med Kanoner, helst om Vinteren. — — Det er da svært, hvor du er krigersk — lille Marius! hvem skulde ville gaa over Kjølen med Kanoner? Svenskerne ere jo vore Brødre og gode Venner. Nei — da er det bedre, hvad en anden har skrevet, at nu kunde man hellere ønske Kjølen borte, saa at Broderfolkene ret kunde blande sig, — hvem er det, som har det?“ „Det er mig,“ svarede Duxen beskedent. „Ganske rigtigt! — det er dig Broch, ja det er meget godt. Marius derimod ser alt fra et krigersk Standpunkt; hør nu videre: Naar man sammenligner Folkene, saa finder man, at Danskerne ere mere blødagtige end Nordmændene. Ja — hvad er nu dette for noget?“ raabte Rektor ærgerlig og kløede sig i Haaret, han blev hedere og hedere, der var vist opimod 30 Grader snart, „her er flere i Klassen, som har dette om Danskernes Blødagtighed; hvad skal det være til? det er bra nok at elske sit Fædreland; men Patriotismen bliver en stor Feil, naar den gaar over til nationalt Hovmod, saa man ser ned paa andre Nationer og kun roser sin egen. Specielt er det latterligt for et lidet fattigt Folk som vort, der sandelig ikke har stort at rose sig af.“ Brochs udmærkede Stil kom ikke til at blive læst op; thi Varmen blev tilslut saa gal, at Rektor i Fortvivlelse gav Ordre til at aabne Vinduer og Døre, og da der saa opstod ea Stormtræk gjennem Værelset, sendte han alle ud i Gaarden; alene Morten Kruse skulde sidde inde til Straf. Det regnede ikke længer ; men Vinden var kold, og der var sølet i Gaarden, saa de havde ikke stor Glæde af det lange Frikvarter. Marius gik og gruede for Arithmetiken: thi efter alle menneskelige Beregninger skulde han høres idag. Abraham havde hjulpet ham, og lille Marius havde sagt, han forstod. Han havde virkelig havt en Smule Greie paa noget af det. Men han var næsten vis paa, at naar han stod foran den sorte Tavle, saa kunde han ikke 1/2 YX 1/2. Overlærer Abel kom svinsende ind, og Vinduerne bleve lukkede. Han bar sin nye Regnkappe paa Armen og nynnede, hvilket var et sikkert Tegn paa, at han var i godt Humør. Det trøstede imidlertid ikke Marius saa meget; thi naar Overlæreren var paa godt Lag, var han saa fæl til at gjøre Nar. Overlærer Abel var Ungkarl og Lapsen blandt Lærerne. Det var hans Stolthed at overraske sine luvslidte, gulflippede Kollegaer med nye og originale Klædningsstykker — snart et rødprikket Halstørklæde eller et Par lyse Buxer; nufortiden var det en hvid Regnkappe af Guttaperka.