GIFT 191 ikke tror, I kunne finde anden Anvendelse i Livet end den at udruge Æg; ja — du Morten med Tilnavnet kan muligens drive det til at blive Klokkerdrengs-Drengs-Dreng. Abraham Løvdah! — kom frem!“ Da Marius var kommen tilbage paa sin Plads, saa han, hvorledes Abraham i en Fart skrev Gaasespørgsmaalet op: 2 x + !/2 x + 2!/2 == 20; men han var for træt til at undre sig, for nedslaaet ved en ny 6'er, som han vidste vilde gjøre hans Opflytning endnu uvissere ; men især altfor mismodig ved Tanken om den lille Rynke ved Moderens Mund, naar hun igjen saa et Sextal i Karakterbogen. Klokken var tolv, og den gamle Kone, som solgte Kringler og Sirupsbrød til Latinerne, stod allerede ved Trappen. 4de Latinklasse i Frakke spaserede op og ned paa sin bestemte Linie; 3die Latin endnu i Trøie stod i Grupper og spiste; mens de lykkelige smaa, som slap Klokken 12, styrtede ud med Lørdagsfart. Det klarnede op i Luften; Vinden trak sig paa Vest; det kunde godt hænde, at den gik helt paa Nord til Natten, saa blev der Frost, og saa kunde Isen paa Vandet kanske alligevel være brugendes imorgen. Lille Marius stod for sig selv og spiste sit Sirupsbrød uden at ænse, at Stinkdyrene, som løb forbi ham, kaldte ham baade for Rottekonge og andet; han kjendte sig ganske tom og hul i Hovedet, og endda var der to hele Timer igjen. Vistnok var det Latin, som han var mindre ræd for: men den sidste Mathematiktime havde taget paa ham. Det var anderledes med den tykke Morten og de andre Umælende, de brød sig Pokker om Overlærer Abels Spot. Men lille Marius havde faaet et fint Øre for Haan; stundom havde han hørt sine Fiender blande Moderen ind i Fornærmelser, han ikke forstod; men som alligevel fik hans Blod til at koge. — „Hvad er det for et Svinebæst, som har lagt i Ovnen, hva?“ — begyndte Adjunkt Aalbom, saa snart han kom i Klassen; det var slet ikke varmt længer; men han havde talt med Rektor; „det er vel du — Kruse! dit tykke Æsel — hva? — Puh! Hvor begynder vi i Dag? Vers 122 — qvas deas — læs op — Gottwald! — høit! aa Visvas! — er det at læse høit? qvas deas per terras! — luk op Kjæften paa dig — hva? — disse træge Vestlændinger kan ikke engang faa Tænderne fra hinanden; — sid ikke der og snøvl som en Muldvarp, dit Drog — der du er — hva!“ Det var nu hans Maade at begynde Undervisningen paa: helst i de sidste Timer, naar han selv var nervøs og gnaven, efter at have skjældt og smældt fra Klokken otte om Morgenen.