GIFT 197 „Tak for Talen — Hr. Mordtmann!“ raabte Fru Wenche venligt; han bukkede stivt og saa mistænksom paa hende. Henne i en Krog i den rummelige Salon fandt han sig en Plads bag en Etagère, hvor han gav sig til at blade i Albumer, mens Samtalen omkring Fruen kom igang igjen. „Ja —jeg kan nu ikke give efter paa det Punkt — Hr. Rektor!“ sagde Fru Wenche; „De siger, jeg maa slaa mig tilro, og haabe —“ „Nei undskyld Frue! saaledes faldt ikke Ordene. Jeg sagde, at naar Barnets Undervisning og aandelige Udvikling overlades til Mænd, som forener Sagkundskab og Erfaring med en redelig Vilje, saa bør Forældrene haabe og tro, at Barnet med Guds Hjælp er vel faren.“ „Ja — men hvem borger mig for denne redelige Vilje og alt det andet?“ „Det gjør Staten; Landets Undervisningsvæsen, en omhyggelig Regjering. Tro mig — Frue! vort Undervisningsvæsen kan maale sig med et hvilketsomhelst evropæisk Lands, og staar i religiøs og sædelig Henseende utvivlsomt over de fleste.“ „Ja, men naar jeg nu ser med disse mine to egne Øine, at det gaar galt — rivende, ruskende galt! hvad skal jeg saa gjøre?“ De lo allesammen godmodigt af den ivrige Frue, og hun lo med, skjønt det var hendes fulde Alvor. „De er — hm! — De er en meget stræng Dame,“ sagde Rektor smilende, idet han fyldte sin rummelige Næse med Snus, „vi er just her flere Skolemænd tilstede, som jo maa føle os meget brødefulde.“ „Aa — undskyld — mine Herrer! det tænkte jeg ikke paa; det ved de jo alle saa godt— ikke sandt?“ — hun saa med sit freidige Smil fra den ene til den anden; „det er mit ulyksalige Bergenserblod — som Carsten siger. Naar jeg først faar en Idé, saa maa jeg snakke — snakke fuldt ud; og nu har jeg længe baaret paa en Anelse om, at det er rent galt fat med vort Skolevæsen.“ Foruden Rektor var der i Stuen af Skolemænd Overlærer Abel, som satte megen Pris paa, at Folk sagde, han gjorde Kur til Fru Wenche, samt Almueskolens Bestyrer Kandidat Klausen; først senere kom Adjunkt Aalbom ind. „Kunde ikke Fruen være saa snil at sige os, hvad det er, som er saa svært galt?“ „Alt! — alt, fra Ende til anden.“ „Mener Fru Løvdahl ogsaa ved Almueskolerne?“ spurgte Kan- -didat Klausen. : „Dem ` kjendęr jeg ikke; men jeg er sikker paa, at naar Skolęn