GIFT 217 han at messe af Pontoppidans Forklaring, som de gjennemgik i Skolen for syvende eller ottende Gang. Marius lo og bad afvexlende; men Abraham var kommen i det gale Hjørne; han slængte alle Bøgerne op i Sengen og raabte: „Kom skal vi ro ud og fiske!“ Ja — lille Marius var svag nok, og saa roede de ud paa Vaagen og fiskede Smaatosk i den stille, fine Foraarsaften. Men Følgen blev ogsaa, at det gik meget broget for Marius den følgende Dag. Bare Bevidstheden om, at han ikke havde læst saa meget og saa ordentlig som sædvanligt, gjorde ham forfjamset og usikker i de simpleste Ting. Dertilmed vilde Ulykken, at Rektor kom ind i Aalboms Latintime, for at høre paa Examinationen, hvilket han undertiden gjorde, naar han havde Tid. Det gjaldt da for Aalbom nu mod Aarets Slutning at vise Rektor, hvor vidt de kjære Disciple vare komne under hans Regimente; derfor tog han først Duxen og saa Marius. Abraham sad som paa Naale; han kjendte jo Marius ud og ind og vidste hvor let det store Hoved kunde løbe sig ubønhørligt fast i den mindste Ting, naar der først kom Ugreie. Det havde allerede været galt i forrige Time med Græsken; men Pindsvinet havde med stor Liberalitet ladet Abraham hviske hvert Ord over Bordet. I Frikvarteret havde lille Marius sagt: „Du skulde ikke lokket mig ud at fiske igaar — Abraham! — jeg kan ingenting og bliver vist hørt i alt idag. Saa faar jeg 6, og saa kommer jeg ikke op til Sommeren.“ Abraham begyndte at forstaa, hvad dette vilde sige for lille Marius; han havde igrunden aldrig tænkt rigtig over det. Men som lille Marius nu med mange Feil læste op en Ode af Horats, sad han og tænkte paa, hvor aldeles hjælpeløs hans bedste Ven vilde blive, om han skulde sidde igjen i Klassen blandt nye Kammerater; medens han selv — Abraham — naturligvis blev opflyttet i fjerde Latinklasse. „Nei — nei — Gottwald! du snakker over dig,“ sagde Adjunkt Aalbom kattevenlig; thi lille Marius gjorde Feil paa Feil; men han turde ikke slippe sig løs med Skjældsord for Rektor; „tænk dig nu om — Gutten min — hva! fallo, fefelli — siger du; det er ganske rigtigt; men nu Supinum — Supinum kjære Gutten min hva!“ „—fe—fe—fe—“ stammede Marius fuldstændig hjælpeløs; der var ikke længer Tanke skabt i hans Hoved. „Ih! men du gode! hvad vil du med Reduplikation i Supinum?“ raabte Aalbom; men et Blik fra Rektor staggede ham; „tænk dig