222 GİFT Abraham stirrede paa hende; hans eneste Haab havde været Moderen; men før han fik svare, aabnede Professoren sin Dør og kaldte ham ind. Fru Wenche hørte hans Stemme tale strængt og vedholdende; hun kunde ikke holde det ud; hellerikke vilde hun nu gaa ind, og derfor gik hun ud i Spisestuen. „Hvor kunde du gjøre mig denne store Sorg? — Abraham!“ saaledes begyndte Professoren alvorligt og næsten sørgmodigt; „jeg havde saa vist haabet at gjøre dig til en brav og nyttig Borger, til en Søn, jeg kunde have Glæde og Ære af; og istedet derfor begynder du allerede i din unge Alder at lægge Tendenser for Dagen, som sikrere end noget andet vil føre dig i Fordærvelse. Thi Dovenskab, ungdommeligt Letsind og Vildskab — det kan gaa af med Aarene og ved forstandig Behandling; men Oprørsaand er noget, som næsten altid tager til der, hvor det først har slaaet Rod. Man begynder med at trodse og forhaane sine Lærere, saa voxer man sin Far og sin Mor over Hovedet, og tilslut vil man ikke bøie sig for Vorherre selv! Men ved du, hvad det er for Slags Folk — disse? —jo du, det er Forbryderne, det er Samfundets Udskud, der trodse Lovene og fylde vore Fængsler. Hvad der er skeet med dig idag, har rystet mig mere end jeg kan sige; jeg formaar hverken at skjænde paa dig eller at straffe dig; jeg ved ikke engang, om jeg kan beholde en saadan Søn i mit Hus.“ Dermed gik han ud af Stuen. Det var en vel betænkt Tale af Professoren, og den gjorde sin Virkning. Alt havde Abraham forestillet sig paa sin ensomme Vandring, — alt det værste, han kunde tænke sig af Skjænd og Straf; men dette gik dog over alt. Den sørgelige, bedrøvede Tone; de haarde Ord og saa tilslut den skrækkelige Mulighed, at han kanske skulde sendes ud af Huset, bort fra Moderen, — d er først begyndte han at samle sig saa meget, at han brast i Graad og laa længe nede i Sofaen og græd. Hvor ubegribeligt det forekom ham — det, han havde gjort; hvad skulde der dog blive af ham? En lang Stund efter aabnede Professoren Døren og kaldte ham tilbords. Fru Wenche havde endnu ikke faaet fuld Besked om Sagen; men efter det, hun fik vide, maatte hun jo indrømme, at Abraham havde opført sig høist usømmeligt. Men alligevel forundrede hun sig over, at denne lille Ting, — thi i Grunden var det da ikke saa farligt —, at dette kunde saa aldeles forstemme hende. Hun følte