GIFT 231 hundrede Spørgsmaal, forlangte hellerikke mere, at hun skulde lege med ham eller spille Dam; og desuden havde hun ikke endnu overvundet en Følelse af Usikkerhed overfor ham, saa hun søgte ham kanske lidt mindre frit og muntert. — — Ved lille Marius’s Begravelse havde Fru Gottwald ytret Ønske om, at Abraham skulde gaa lige bagefter Kisten ved Siden af Præsten: han var lille Marius’s bedste Ven; og hun havde jo ikke en eneste Slægtning. Men Rektor havde sat sig derimod: Abraham maatte kun faa Lov til at følge i Flok med sine Kammerater; og han burde være glad ved, at han fik Lov til det. Tilslut kom det til, at hele Skolen og derigjennem en stor Del af Byen beholdt et dunkelt Indtryk af, at der var noget iveien med den Abraham Løvdahl. Professoren maatte tvinge sig for ikke at tilgive sin Søn for tidligt; han var saa glad over, hvor velgjørende hans Methode havde vist sig, og følte igrunden saa megen Medlidenhed med den stakkels Gut, som gik saa alene med alles Øine efter sig. Tilslut kunde han ikke holde sig længer og begyndte med smaa Smil og venlige Ord. De faldt over Abraham disse første Smil som en Regn af Lyksalighed. Der var dog alligevel ingen som Faderen; og mindre end nogensinde kunde han forstaa, hvorledes han havde kunnet volde en saadan Fader saa stor en Sorg. Nu begyndte han i de mindste Smaating at prøve, om han kunde opnaa lidt Ros; han blev opmærksom og tjenstvillig ved Bordet, satte Professorens Tøfler frem om Aftenen; og da nu Hovedexamen kom, læste han mer end han nogensinde havde læst. Ved den høitidelige Examensfest pleiede Fru Wenche altid at være med. Lige fra hendes Søn var ganske liden, havde det været hende en Fornøielse at sidde og vente paa hans Navn, se ham komme frem foran Kathederet, modtage den store Karakterseddel og gjøre sit lille Buk, hvori hun altid selv deltog med Hovedet. Men da hun iaar saa sin Mand tage hvidt Halstørklæde paa, for at være Ephor, — før havde hun altid troet, han gik ligesom hun af Interesse for deres lille Abraham, saa forekom det hende saa usselt, at Forældrene mødte op denne ene Gang til Afslutningsfesten; medens de ellers lod de arme Børn gaa for Lud og koldt Vand hele Aaret igjennem. Hun vilde ikke længer deltage i dette Spilfægteri og se sin Mand sidde paa høirygget Stol ved Siden af Byfogden som Udtryk for Forældrenes Delagtighed i Skolen; eiheller vilde hun blande sine