244 GIFT Sandhed sige til mig, din Moder: jeg vil og kan aflægge Løftet, da skal du hellerikke stedes til Løgnens Fest, saasandt jeg hedder Wenche.“ | En Stund efter kom Professoren hjem; de spiste tilaftens, og der blev talt om andre Ting. Men Abraham gik i flere Dage og plagede sig med dette Valg. Jo vist vilde han konfirmeres; naar de spurgte ham paa Skolen, om han skulde gaa for Præsten ihøst, svarede han ja. Der var endnu nogle Uger til Indskrivningen; Moderen spurgte ham ikke, hellerikke Faderen, og saaledes gik det en Tid. I Skolen var der ikke synderlig Afveksling; kun fik han mere Latin og mere Græsk i den nye Klasse. Han begyndte lidt efter lidt at slutte sig til Broch, som han før ikke havde ligt; men nu sad de ved Siden af hinanden som de øverste i Klassen, og Abraham var begyndt at blive flittig. Lille Marius havde intet Spor efterladt sig. Han var forsvunden; hans Nummer besat. Strømmen lukkede sig over ham, og han blev, aldrig nævnt, fordi de snart alle havde glemt ham. Det daglige Stræv i den samme Stue, samme Fag, samme Timer, samme Sidemænd, Formænd og Lærere gjorde, at deres Tanker ikke beskjæftigede sig med det, som ikke længer var; og Marius Gottwald forekom dem snart som en liden Fyr, de havde kjendt for mange Aar siden, da de selv var smaa og langt nede i Skolen. Den eneste, som beholdt Erindringen om ham, var Abraham, — ikke blot hin Erindring, som plagede ham og som han tænkte paa saa sjældent som muligt. Men Fru Gottwald, som nu ikke havde nogenting mere i Verden at gjøre end at hænge efter Minderne om den søde lille Marius, hun klamrede sig fast til hans bedste Ven. Naarsomhelst hun fik Øie paa Abraham, løb hun ud i Døren eller bankede paa Vinduet. Abraham undgik det helst; han ligte ikke, at nogen saa ham gaa derind, og han ligte hellerikke at høre paa Fru Gottwald. Saasnart hun fik ham tilsæde i Sofaen, begyndte hun at snakke om lille Marius. Hun fik jo ikke den hele lange Dag talt et Ord om det eneste hun tænkte paa baade Dag og Nat. Sky og forskræmt som hun levede, havde hun ingen Veninder. Kun om Aftenen kom de gamle Stamgjæster, — de tunge Tanker om Skam og Anger og Ydmygelse ind i det lille Kammer, for at sidde rundt Væggene og glo paa hende. Og der var kommet en Gjæst til — værre end de andre. Det var den nagende Bebreidelse, at hun af l'orfængelighed havde villet