246 GIFT rende; at den ellers saa forsigtige Mand begyndte at tabe Herredømmet over sig selv. :Istedetfor Besøgene ved Middagstider var der med de lange Høstaftener kommet fortrolig, lun Passiar i Skumringen ved det røde Lys fra- Ovnen. Fru Wenche pleiede at gaa rundt Bordet; hah sadi Sofaen i Ovnslyset. : . Professoren var næsten altid ude paa denne Tid; men han korm ogsaa. undertiden hjem og traf dem i denne Situation, og der var aldrig nogen Forlegenhed paa nogèn af Siderne. . Mén i Michal Mordtmanns Blad yar der Uro — som han sad. der og saa hende gaa sig forbi saa rolig og regelmæssigt. Huù var iaften saa tung, og de talte om Døden og triste Ting; fan talte lidet, hun svarede et Par Ord, og de vare enigė om, át Livet er ikke meget værdt. Men dette var ikke hans Stemning; han bare fulgte hende. Selv var han fuld af utaalmodigt Haab; han beregnede ingen Følger længer og havde ingen Skrupler; for hver Gang hun gik forbi ham, blev det ham mere og mere vanskeligt at lade hende passere uden at springe op og gribe hende. Efter en lang Pause stansede hun midt foran ham og saa ham ind i Ansigtet. „Men hvorfor sidder De nu der og siger alt dette, som De jo slet ikke mener?“ „Det er hellerikke mig, som sidder her, ikke mig, som taler; jeg ved ikke, hvad jeg siger, jeg ved ikke, hvor jeg er, eller hvad jeg gjør; jeg ved bare, at længer kan jeg ikke udholde det —“ Mens han sagde dette, havde han lagt sin Arm op om hendes Liv og trukket hende ned, saa hun sad midt i Ovnslyset paa hans venstre Knæ. Og han bøiede sit Hoved lige ned til hende og kyssede hende paa Kinden. „Vi kan jo ikke længer skjule os for hinanden; det er dog sandt!“ . „Ja det er sandt,“ svarede hun mat og lagde sin Arm oyver hans Skulder. Men lidt efter gjorde hun sig lempeligt fri og reiste sig op. „Nei — nei“ sagde hun — endnu ligesom halvt aandsfraværende. Men han sprang op og vilde gribe hende, — med lidenskabelige Ord, som ikke hang sammen. „Nei — nei!“ raabte hun heftigere og med et, somom hun yaag: nede: „rør mig ikke! — er De gal? tror De, jeg yil have to Mænd?“ , -: „Men nu erdu min, — min alene —“ ..