248 GIFT len paa sit Nøgleknippe, og hvori han forvarede endel sjeldnere Medikamenter; — Apotheket var ikke synderlig paalideligt. Professoren søgte sig ud nogle styrkende Draaber, blandede en kraftig Dosis i Vand og drak det ud. Dernæst betragtede han sit Ansigt i Speilet; det var meget blegt. Da han havde staaet en Stund, slukkede han Lyset og gik gjennem Dagligstuen, for at vaske sig i Soveværelset, som han altid gjorde, naar han kom fra Praxis om Aftenen. „Godaften Wenche, vil du ikke snart tænde Lampen?“ spurgte han, idet han gik forbi. „Jo“ — svarede hun fra Sofaen uden at røre sig. Abraham sad og hang over sine Bøger. Han havde været sammen med Borch oppe paa Morten Kruses Værelse, hvor de røgte Tobak, og han var hed i Hovedet med prikkende Fornemmelser i Huden; han befandt sig ikke meget vel. „Nu — Abraham“ — spurgte hans Fader, mens han efter Vane gik frem og tilbage mellem Værelserne og gjorde sit Toileite; „har du taget din Bestemmelse med Hensyn til Konfirmationen? det maa ske nu snart, hvis du vil være med denne Gang; — eller vil du ikke?“ „Jo — jeg vil helst —“ „Nuvel! — du ved, du har din Frihed; vil du konfirmeres, saa staar det dig frit for. Har du fortalt det til Mor?“ „Nei — kan ikke du gjerne gjøre det?“ „Nei — hvorfor det? Gutten min! gaa du bare ind med det samme og sig det; Mor er i Stuen.“ Abraham gik meget forknyt derind. „Hør du Mor,“ begyndte han, da han havde siddet en Stund ved Ovnen; „jeg tror nok, at jeg vil gaa for Præsten.“ „Ja — jeg kunde tænke det!“ — svarede Fru Wenche næsten haardt; hun var saa uendeligt langt borte i sine Tanker. Men Abraham fik et Stød. At hun kunde tage det paa denne Maade, naar hun saa kjærligt og aabent havde sagt ham, at han frit maatte vælge selv. Han sneg sig ud ligesaa forknyt som han var kommen; og han begyndte allerede at grue for den Morgen, naar hans Moder vilde komme ind til ham, for grundigt at tage ham i Forhør. — Da Michal Mordtmann tumlede ud af Gadedøren, var han løbet lige mod Professor Løvdahl, som kom hjem. Professoren stødte sin Stok mod Stenen og det forekom Mordtmann, somom han begyndte et Ord, men stansede sig. Det foresvævede ham ogsaa, at Professorens Ansigt havde havt et mærkværdigt Udtryk, idet han flygtigt saa op og hilste.