GIFT 261 Med ét samlede han sig; han greb sig om Hovedet og saa nøie paa hende med sine hvasse Doktorøine, vendte sig bort og kom igjen, mumlede noget. „Hvad siger du? — Carsten!“ „Jeg? — jeg siger bare: se! se!“ — svarede han bleg. „Jeg er ræd, ingen af os har ret Hjertelag for den lille Stakkel.“ „Hvilken Stakkel?“ „Vort Barn — Carsten! — vort stakkels lille Barn.“ „Vort?“ — svarede han med sit samme stygge Smil og vendte sig et Øieblik mod hende. Fru Wenche saa et Secund ind i hans fortrukne Ansigt uden at forstaa. Han vendte sig mod Døren, for at gaa ud igjen. „Carsten!“ — fór hun pludseligt op, „Carsten, hvad var det, du sa’?“ Han vendte sig i Døren; hele Manden var forandret; det graa Haar strittede, Tænderne brød frem, og Øinene vare som et Dyrs, der pludseligt sønderslaar sit Bur; hæst og aandeløst sagde han hende lige op i Ansigtet: „Jeg tror dig ikke.“ Hun styrtede efter ham med et Skrig og løftede Hænder; men han var alt ude af Forstuen, og hun opgav det; hun kunde jo alligevel ikke slaa ham til Jorden, og det var det, hun vilde. Et Øieblik stod hun skjælvende; derpaa rettede hun sig op og gik ud og gav Pigerne Besked: Professoren kom vist ikke hjem tilaftens; hun gik selv ud og tog Gadedørsnøglen med sig; ingen skulde sidde oppe efter hende. Abraham var i Kortparti hos Broch; hun vilde nok gjerne have seet ham; men det var kanske bedst, han ikke blev forstyrret. Hun tog sin Pelsværkskaabe paa, slog Hætten op og gik ud paa Gaden. Fru Wenche gik lige til Mordtmann; der var ikke store Afstande i Byen; og mens hun gik, tænkte hun ikke videre, end at nu var hun løst — ganske løst fra sin Mand; hun gik nu til Mordtmann, for at fortælle ham alt; saa blev der Klarhed — Sandhed endelig i hendes Forhold som før; Lykke ventede hun sig ikke meget af. Hun havde aldrig været hos Mordtmann; men hun kjendte hans Vinduer til Gaden; der var Lys. Huset var som de fleste andre i Byen. Gadedøren aaben, ingen lukket Entré; hun gik lige til hans Dør, bankede paa og traadte ind. Michal Mordtmann stod midt paa Gulvet med Hat og Overfrak, en nytændt Cigar, just ifærd med at skrue Lampen ned, for at gaa i Klubben. I Stuen var der en let Madlugt efter varm Aftensmad blandet med den fine Duft fra de første Drag af en god Cigar.