GIFT 269 strax før du kom, — greb jeg, hvad jeg havde ved Haanden. Men hun var uden Tvivl allerede død, da jeg hældte det i hendes Mund. Jeg har altid frygtet for Wenches Hjerte; — men at det skulde gaa saaledes —“ Bentzen lagde sin Haand paa hans Skulder. „Vær en Mand — Løvdahl! — vi to har seet saa meget af denne Art, at vi bør vise Kraft, naar det rammer os selv. Jeg ser ogsaa, du er fattet, og desuden saa ved jo du — Gud ske Lov og Tak — hvor du skal finde den bedste og vigtigste Trøst.“ Distriktslæge Bentzen fandt altid nogle gudelige Vendinger ved saadanne Leiligheder, skjønt hans Mund til daglig Brug kunde være fuld nok af Forbandelser og uhumske Historier. Men da han var gaaet, Gadedøren lukket, det værste skjult og Stillingen reddet, da brød Carsten Løvdahl sammen; han lukkede sig inde med den Døde, kastede sig ned ved Sengen og stønnede. Saaledes var det endt — hans Ægteskab. Det havde været for ham ẹèn lang Kamp, i hvilken han bestandig havde tabt — denne Gang ogsaa. Han havde kjæmpet for at vinde sin Kone anderledes end i Forelskelse. Hun skulde lære fuldt ud at paaskjønne ham — ogsaa paa den Maade, at hun erkjendte hans Livsanskuelse for den rette og bøiede sig. Carsten Løvdahls Forfængelighed var hans Karakter; alt havde bidraget til at styrke den; — alene hans Kone vilde ikke bøie sig, Og eftersom de i Samlivet lærte hinanden at kjende, forstod han, at der blev mindre og mindre Udsigt til, at hun skulde komme til at underkaste sig i Beundring, og desto ivrigere blev han, for at seire. Det skulde dog tilslut engang vise sig, at hun ingen Vei kunde komme uden ved ham; og alle hendes overspændte Ideer skulde engang blive til det, de var: Talemaader og store Ord. Men alligevel imponerede hun ham. Denne hensynsløse Freidighed, dette faste, sikre Blik, som han følte hvile paa sig, om hun saa var i den anden Ende af Selskabet, hvergang han behændig og behagelig slog en liden Volte med Sandheden, — alt dette trykkede ham, irriterede ham, fordi han aldrig kunde bringe hende til at vakle. Kun paa et Punkt havde han seiret, og det var i Kampen om Abraham. Men samtidigt var der kommet noget andet til, som var værre end alt og som havde bragt Ødelæggelsen med sig. Thi den Hemmelighed, han gjennem sit hele Liv havde gjort sig den største Umage med at holde skjult, var den, at han var skinsyg,