280 GIFT til Kjolekanten, smaaskuldrede og tynde i Skjørterne, somom de vare trukne op af Vandet. Et Par af de finere kom kjørende i Vogn og Wienershawl. Men var Pigerne smaa og tynde, saa var dog Gutterne endnu mindre; i Trøier og Frakker, som slog de urimeligste Rynker baade for og bag, og store Huer, som hang paa Ørerne færdige til at falde ned som Lyseslukkere. Med Hænderne foldede over Salmebogen og Øinene stivt hæftede paa de nye Støvler gik de saa sagtmodigt og gudhengivent op imod Kirken, somom det var deres mindste Kunst at forsage Djævelen og alle hans Gjerninger og alt hans Væsen. Men det var sandelig godt, at alt deres Tøi var gjort til at voxe i, for allerede den næste Dag var de ganske anderledes Karle. Og naar man ikke netop havde været i Kirken og hørt Provsten forklare, hvilken dyb og alvorlig Forandring der gjennem den hellige Handling var foregaaet med dem, skulde man have vanskeligt for at gjenkjende disse sagtmodige og gudhengivne Ynglinge i den Bande af halvdrukne Gutter, som Dagen efter fyldte Gaderne, — stolte og triumferende over at have passeret Naaleøiet og bekræftet sin Daab’es Pagt. — Der gik en Mumlen gjennem Mængden baade udenfor Kirken og inde, da Professor Løvdahl kom med sin Søn. Det tog sig ogsaa ganske anderledes ud end med de smaa sagtmodige i Trøie. Abraham var næsten ligesaa høi som Faderen, og dennes smukke graasprængte Hoved og de tre Ordenen i stort Format lyste formeligt over Menigheden. Den hellige Handling begyndte. Abraham stod øverst nærmest Koret; en enkelt Gang saa han op, men mødte saa mange Øine, at han strax bøiede sit Hoved som de andre. De øverste paa Pigesiden vare ligblege og færdige til at falde om af Skræk for ikke at kunne svare paa Provstens Spørgsmaal. Den ene mumlede det store Vandspørgsmaal, en anden tumlede fortvivlet med den tredie Artikel, som var gaaet i Vase for hende. Nedover begge Rækker var der Spænding; men en og anden af de gudhengivne Ynglinge tænkte ogsaa: Skidt! nu var han sluppen frem! Abraham var ikke synderligt bange for selve Overhøringen; men han var alligevel yderligt forknyt. De veg ikke fra ham — Øinene fra Drømmen ; han stod og skalv, og det var ham ingen Trøst at se nedover Rækken paa de andre. Tænk om en Stemme — for Exempel en Stemme som hans Moders pludseligt brød gjennem alt dette Spilfægteri, nævnte Ordet,