GIFT 283 de gode Svar fra de umuligste Idioter, som han selv havde opgivet; men han gik næsten bagover i Stolen, da Osmund Asbjørnsen Sauamyren opløftede sit syngende Bondemaal og foredrog sin store Bravourarie om Evangelii Naadegaver. Det varede uendeligt længe, inden de to Rækker vare overhørte ; en af de unge Damer med Wienershawl fik ondt og maatte op i Sakristiet for at drikke Vand. Trætheden vandt ogsaa efterhaanden Bugt med Abrahams urolige og ængstelige Stemning; han begyndte at føle sig tryggere, de uundgaaelige Øine saa han ikke mere; derimod lutter velvillige Ansigter; og da han endelig kom til det høitidelige Løfte, følte han intetsomhelst derved. „Giv da Gud dit Hjerte og mig din Haand,“ sagde Provsten alvorligt og mildt til ham, og Abraham rakte ham sin Haand; Provstens var blød og glat og gav ham et varmt og fortroligt Tryk. Endelig var den hellige Handling tilende; den havde varet fra Klokken ni til henad tre, saa mange Konfirmander varder, og saa grundigt gjorde Provsten det. De blegsottige, unge Damer i Wienershawl maatte halvt bæres ud i Vognene; de gulpiskede, smalskuldrede Pigebørn saa fremdeles ud, somom de vare trukne op af Vandet i sidste Øieblik; og de sagtmodige og gudhengivne Ynglinge stirrede endmere gudhengivent ned paa sine nye Støvler. Kogekonen hos Professor Løvdahl var fortvivlet; og det var sidste Gang — det svor hun sin dyre Ed paa —, at hun gik til et Konfirmationsselskab. Tre Gange havde hun allerede kogt Poteter forledet ved falske og overilede Efterretninger fra hendes udstillede Vagtposter. Gjæsterne, hvis Invitation ikke lød paa andet Klokkeslet end: „efter endt Kirkegang“, drev om i Haven og ude paa Torvet, eller sad inde i Stuerne og kjedede sig med mange fromme Ønsker over Provsten Sparre, som aldrig kunde blive færdig. Klokken var over halv fire, da man omsider kom tiibords i Storstuen. Abraham for Bordenden med sin Fader tilhøire og Provsten tilvenstre; forresten bare ældre Herrer og Hans Egede Broch, der var indbuden som Abrahams bedste Ven. Der var Rektoren og de fleste af Abrahams Lærere; Amtmanden og Byfogden, de andre Embedsmænd, Byens Læger, et Snes udvalgte Venner og Kollegaer af Professoren. Abraham kunde i Førstningen ikke komme tilrette med at være Midtpunktet i denne værdige Forsamling; men efterhaanden som Vinen opvarmede dem, blev de alle gemytligere.