324 FORTUNA „Aa — Formue kan der ikke være Tale om; en beskeden Péngesum til Hjælp under Sygdom eller anden Hjemsøgelse — det er det hele. Men hvor ubetydeligt det end er, vilde jeg dog helst have det anbragt indenbys og helst paa en saa lidet iøinefaldende Maade som muligt.“ „Naturligvis —“ indskjød Professoren. „Det er ikke i nogen Henseende gavnligt, at Menigheden anser sin Præst for at være formuende,“ tilføiede Kapellanen alvorligt. Professoren, som nu endelig forstod, hvor det bar hen, sagde velvilligt: „Dersom De ønsker enten at kjøbe Værdipapirer eller idêèthele- taget gjennem mig at anbringe Deres Penge —“ „Ja netop, det var just mit Ønske,“ udbrød Morten ivrig; „en Mand i min Stilling kan jo ikke saa godt ordne saadanne Anliggender direkte; men paa den anden Side er det heller ikke Ret ganske at forsømme det Timelige.“ | „Ganske vist ikke — nei! — jeg forstaar Dem saa godt; og det vil være mig en Fornøielse, hvis jeg —“ „Tak — tusind Tak,“ udbrød Kapellanen og fik nu al sin Aplomb igjen; „naar jeg altsaa med Guds Hjælp faar nogle Penge tilovers, tør jeg haabe, at faa dem anbragt hos Dem?“ „Jeg skal efter bedste Evne bistaa Dem med Anbringelsen af Deres Penge paa den fordelagtigste Maade.“ _ „Det fordelagtigste vilde vel være at lade dem forblive i Hr. Professorens Forretning,“ sagde Morten prøvende og iagttog den anden. „Hos mig?“ — gjentog Professoren langsomt. „Jeg overlader det ganske til Dem,“ skyndte Morten sig at sige, idet han reiste sig, for at gaa; „De ved selv — Hr. Professor! jo mindre Kapitalen er, desto mere maa man søge at gjøre ud af den.“ Da han var gaaet, tænkte Professor Løvdahl længe over denne mærkelige Visit. — Det var ganske vist: enkelte Smaafolk havde sat sine Sparepenge ind hos ham, og han havde af Godmodighed givet dem en liden Andel hist og her i en god Forretning, saa deres Penge gav en bedre Rente end i en Bank. Men det kunde jo ikke falde ham ind at gjøre dette efter en større Maalestok; han trængte ikke til Penge — allermindst til dyre Penge; og hvis det var i Haab om en høiere Rente, at Præsten vilde anbringe sine Penge her, saa kunde det nok hænde, at han blev skuffet; men vilde han kjøbe Aktier i Fortuna, saa var det en anden Sag; det støttede altid, at der var Kjøbere forhaanden. Men Morten gik og tænkte, om han ikke alligevel havde været