FORTUNA 331 kymret — mit høistærede Herskab! — jeg vil her kun takke Dem, takke Dem inderligt og dybtfølt som en rørt Arbeider paa Deres Fortuna.“ Imidlertid syntes det høistærede Herskab med et at faa travlt med at trykke hinandens Hænder og tage Afsked. „Jeg vil takke Dem,“ raabte Steffensen høit, „takke Dem, fordi De idag — mine Damer og Herrer! — lade Solen skinne saa vakkert gratis paa alle os Smaafolk, fordi De ikke forlanger mere af os end vore Spareskillinger til Sølvtøi, fordi De lader vore Hustruer og Døtre saa nogenlunde i Fred, ja takke Dem alle hver især, fordi De saa smukt under os at leve Livet i velsignet Arbeide for Eder.“ Nu var der ingen igjen af de Hoøistærede; den rummelige Estrade var tom ; kun nogle befippede Tjenere stod ved Champagnebordet. Men Steffensen gjorde endda en dyb Kompliment mod Selskabet, som fjernede sig opover til Veien, hvor Vognene holdt paa Fladen, derpaa vendte han sig høit leende mod Arbeiderne: „Der gik hele Stasen! — hvad siger De? nu faar jeg holde min Tale for Jer —“ „Steffensen kan holde Kjæft‘“ kom det fra en tyk Stemme blandt Arbeiderne. „Nei — nei! — lad Steffensen tale,“ raabte de fra andre Kanter; men der var en liden Knurren, som øgte, indtil en alvorlig rolig Mand sagde: i „Steffensen skal ikke tale.“ Det var en af de ældste Formænd paa Fabriken og flere raabte nu: Steffensen skal ikke tale; mens de bedste Arbeidere samlede sig henover mod Abraham. Steffensen blev bleg; men han tvang sig og raabte: „Hvis det er ham der — den unge Løvdahl, I er ræd for, saa kan I spare Jer Umagen; for han er med os — en af vore; — ikke sandt? — Hr. Bestyrer!“ Abraham følte alles Øine paa sig; men han vidste ikke, hvad han skulde sige. „Men hvorfor svarer du ikke?“ sagde Grete forundret; „du er jo med os!“ Steffensen greb Anledningen til at komme ned af Talerstolen med nogenlunde Anstand, og der opstod en forventningsfuld Pause i Kredsen, som nu var mange Hoveder tyk omkring Abraham. Men i ham skjød der pludseligt op en længe overgroet Spire; en ungdommelig, begeistret Beslutning; han følte i sig Kraft og et svulmende Mod som den, der med et bliver sig sin Evne bevidst