342 FORTUNA „Ja det er nogle faa Aktier, som min Ven Christensen har overladt mig.“ „Sælger han?“ spurgte Kruse forsigtigt. „Nei langtfra! det var et gammelt Regnskab, en Likvidation — egentlig etslags Imødekommenhed.“ „Til hvilken Pris har Professoren overtaget dem?“ „Sandelig om jeg husker det i Øieblikket; vi skal spørge Marcussen.“ Men Præsten stansede hans Haand, som vilde trykke paa Ringeapparatet: „— det er jo slet ikke saa vigtigt; — de staar vel adskilligt over pari Kurs?“ „Ja naturligvis,“ svarede Professoren og bøiede sig helt ned bag Pulten, somom han tog noget op af Gulvet; han følte Blodet i Kinderne: det var første Gang, han prøvede sig i en Forretning som denne. Præsten havde foldet Aktiebrevene ud og strøg dem glatte med sin fede Haand. „Fine Papirer,“ sagde han og smilede, „var det ikke syv Procent ifjor?“ „Ja — saavidt jeg husker; men jeg faar en Idé — Pastor!“ raabte Professoren oprømt, „tag dem, det er just Papirer for Dem ; har De Lyst, saa værsaagod — fem Stykker.“ „Vil De sælge — Hr. Professor?“ „Jeg vil holde mit Løfte: at være Dem behjælpelig — “ „Tak — mange Tak! hvis de ikke ere for kostbare.“ „Aa — det skal vi nok blive enige om,“ mente Professoren; han saa hele Tiden ned i en Skuffe, han havde trukket halvt ud og lod, somom han ledte efter noget. Men i Virkeligheden bankede hans Blod; han nølede, han vaklede; det var første Gang, han skulde være Kjøbmand i det smaa; han følte Grænserne forvirres mellem Ret og Uret, mellem det fuldt reelle og det lidt lurvede. Men saa kort det end havde været — det Anfald af Skræk og onde Anelser, han havde havt efter Bankchef Christensens Besøg, saa havde det dog efterladt sig et Mærke, en Retning, hans Tanker ikke før havde fulgt. Var han først Kjøbmand, saa maatte han være det fuldtud; det gik ikke an, at spille den fintfølende Videnskabsmand, naar man vilde hamle op med Christensen & Konsorter. I denne Forblanding laa netop Faren; det maatte han fremfor alt vogte sig for. Og desuden var der intet at sige paa selve Forretningen. Han for sit Vedkommende tvivlede ikke paa Fortuna: og kunde han i det ene Øieblik kjøbe en Vare og sælge den i det næste lidt