344 FORTUNA endte i Procenter og Penge, — især Præsten; han tog paa at kræmte og stamme uden at faa noget istand. Men Professoren som den ældre gjenvandt sin høitidelige Stemme: „Siden der ikke kommer noget Bud ovenfra, faar vi haabe, at alt gaar godt; vi faar give Tid og haabe —“ „Netop, hvad jeg tænkte; man faar haabe og bede,“ sagde Præsten og rakte sin Haand frem; og det var dem begge, idet de saa hinanden ind i Øinene, en Tilfredsstillẹlse at se, at de gjensidigen tilgav hinanden denne lille menneskelige Svaghed. Saasnart han var borte, lagde Professoren de 5,000 Kroner i en stor Konvolut, forseglede med sit private Signet og trykkede paa Knappen. „Marcussen! — giv Christensens Bud dette Brev.“ Derpaa tog han de 250 Kroner, talte dem og lagde dem omhyggeligt i sin egen Portemonnaie. Han smilte — ja han smaalo ved Tanken om den forsigtige Christensen, som havde solgt sine Aktier til pari; her havde han i en halv Time tjent 250 Kroner paa de selvsamme Papirer. Aa jo! — Carsten Løvdahl kunde nok hamle op med dem alle, naar han først vilde. Rolig og tilfreds lod han sine Øine løbe rundt i Rummet, begyndte ved Vinduerne, hvor Regnen piskede i den forpjuskede Have og endte ved Lykkens Gudinde, som smilede til ham, idet hun halvt svævende rakte ham sin Krans. Idetsamme hørte han styrtende hurtige Trin i Vindeltrappen; han reiste sig i Angst og Spænding; Abraham kom farende ind — bleg med Ansigtet forstyrret af Sindsbevægelse, Taarerne løb ham nedover Kinderne, uden at han mærkede det; han kastede sig lige i sin Fars Arme: „En Søn — Far! — alt lykkeligt og vel overstaaet! — en prægtig stor Søn!“ „Tillykke — Gutten min! — tillykke for os alle! — Gud være lovet!“ VIII. Vaaren kom tidligt, men langsomt; det var endnu temmeligt koldt om Morgenen, naar Abraham gik til Fabriken. Men Luften var frisk og let, og en lykkelig Tid var det for ham. Mens Clara var syg — og det varede længe, boede han i sit saakaldte Kontor, hvor Faderens Bøger stod, spiste nede hos Profes-