FORTUNA 361 noget sligt, som hun havde faaet Lyst til at forære Peder i hans nye Bolig, — hun kunde være saa vis paa, at saasnart Fredrikke næste Gang kom indenfor Døren, saa faldt hendes Øine strax paa den tomme Plet, om den var aldrig saa liden; og saa kom det sure lille Smil og en liden sylspids Bemærkning, som gik lige i de saareste Trevler af Madame Kruses gamle Hjerte. Lidt efter lidt blev det saaledes, at Madame Kruse maatte føre en liden daglig Kamp for at holde Huset i det jævne Velvære, hun havde indført i de senere Aar. Selv gamle Jørgen mærkede det og blev saa modig, at han gryntede lidt for Vinen til hver Søndag. Men se det blev nu Amalie Cathrine for galt, og han fik da sit Pas saa grundigt paaskrevet, at han ikke kom igjen mere; værre var det med Fredrikke. En Søndag sagde den unge Præstefrue : „Jeg tror virkelig, Mor koger en halv Ko hver Søndag til denne Suppe.“ „Ja, men saa er den ogsaa saa stærk, at jeg kjender den i Rygmarven hele Ugen; lad mig faa en liden Ske til — Mor.“ Det var Peder, som pleiede at komme sin Moder tilhjælp, naar det trak op til en Scene. Men Fredrikke lod sig ikke føre af Sporet; hun kastede et hurtigt Blik paa sin Mand, som sad ved Siden blegfed og slap, men meget værdig. Der var idetheletaget en overraskende Ulighed i det Ydre mellem disse to indvortes saa overensstemmende Ægtefæller; thi medens Morten bestandig blev sværere, var Fredrikke bleven ganske mager efter Brylluppet. Det ungdommelige i Udtrykket, som havde afrundet de noget skarpe Træk, havde hun mistet; og hun havde faaet noget fugleagtigt ved de runde Øine og Næsen, som var bleven tør og spids. Efterat hun altsaa havde styrket sig med et Blik paa Morten, fortsatte hun i den venlige og overbærende Tone, som kunde bringe Peder i Raseri: „Aa ja! — naar man synes, man har Raad til det, og ikke har nogen Tanke for de mange Munde, som kunde været mættede med alt det Kjød, som her er kogt bort, for at skaffe os en unaturlig — ja jeg kalder det en unaturlig stærk Suppe — ikke sandt? — Morten! — og jeg finder det ligefrem urigtigt at sløse saaledes.“ Det priklede og piblede i Madame Kruse; hun vidste ad Kjøkkenveien god Besked om, hvad de Fattige pleiede at faa hos den unge Præstefrue; men hun kunde ikke bekvemme sig til at nævne sin Velgjørenhed og hvad hun gjorde med det kogte Kjød; derfor sagde hun venligt, men lidt dirrende i Maalet: