FORTUNA 363 ængstelig og usikker i sit eget Hus; hun foretog sig snart ikke den mindste Ting, uden at hun tænkte ved sig selv: hvad vil Morten og Fredrikke sige til det? — og lange Stunder sad hun og grublede over sit Strømpeskaft. Men altid fór hun iveiret og satte Pinderne i Gang, naar det store Spørgsmaal dukkede op: hvorledes kunde det staa til med Morten — han, som skulde være en Herrens Tjener, og som dog vitterligen — det kunde hun ikke længer skjule for sig selv — som vitterligen var henfalden eller ialfald stygt paaveie til at henfalde i Gjerrighedens Last? — hvorledes kunde dette rime sig sammen? — Skulde hun give saadan Tanke Rum i sin Sjæl, at hendes Barn var en forhærdet Hykler? nei — nei! saa kunde det ikke være; han maatte ved Djævelens List være blind for den Fare, som truede ham. Var han bare ikke saa steil, saa pantsersikker i sin Præsteværdighed, saa skulde hun nok hjulpet ham; hun havde jo hin Prædiken af Provsten Sparre indgravet i sit Hjerte. Men han var som et stort høit Jernskib og hun som Kjærringen i Baaden, — hun kunde ikke lægge sig jævnsides og raabe over til ham, at der var Skjær for Bougen. — — Naar man ser en gammel Kone — rynket og renstrøget i en Lænestol med et Strømpeskaft, Stuen lun med Gyldenlakker og skraa Solstriber indover Gulvtæppet, saa har hun det rigtig godt — den Gamle. Og skulde hun alligevel ryste sine Kappebaand og sige: Jaja! Ungdommen kan være glad og let; vi Gamle har tungt at bære, — saa vilde kanske den uærbødige Ungdom tænke som saa: Det gamle Hylster! hvad har hun at klage! — sidder der i en fredelig Krog, færdig med Livets Strid og Skuffelser, strikkende ubekymret paa sine Minder, indtil Solen gaar ned. Og alligevel! saa mangt gaar rundt i et saadant gammelt Hoved ; og det kunde hænde, hun bærer saa tung en Bylt af Livets Bitterhed som hun sidder der i Gyldenlakker og Solstriber, rynket og renstrøget — en gammel Kone, som grubler over et Strømpeskaft. X. Der ruller en Strøm af Guld mellem Landene. Hvor Verdenshandelen flytter de store Værdier, flyder den i et bredt, mægtigt Leie, og til alle Kanter i talløse Forgreninger gaar de gyldne Smaastrømme ud til de fjerneste Afkroge af Verden.