372 FORTUNA Løvdahl — vilde vise de høie Herrer, at Arbeiderne kan hjælpe sig selv. Men idetsamme kjendte han, at han blev blussende rød i hele Ansigtet, da han paalagde hende ikke at sige noget om dette til nogen — ikke engang til Steffensen. Grete var straalende og mærkede ingenting; og Abraham be roligede sin onde Samvittighed og tog imod hendes Beundring. Nu var det godt, at hun ikke kunde se ham; det havde været umu ligt foran et Par Øine, — foran et Par uundgaaelige Øine! — „Hvad feiler dig? — Abraham! — hvorfor sprang du fra mig? — hvor er du? — kom hen igjen og sæt dig.“ „Nei Grete! — jeg maa gaa; Klokken er mange. Godnat! — jeg kommer snart igjen.“ Abraham vendte tilbage fra sit Triumftog — krumrygget, sky og saa forunderligt slap i Benene. Alt, hvad han prøvede, var unyttigt; det var slet ingen Ubetydelighed det, som var hændt; for det var Løgn, aabenbar, skinbarlig Løgn; han havde nok løiet før — saadan smaaløiet; men aldrig saa feigt, saa planmæssigt. Og et Par store, dybe Øine havde ligesom taget Plads i det blinde Ansigt og staaet et Øieblik foran ham; og han kunde ikke undgaa dem, hvorledes han end manøvrerede og krympede sig; han maatte tænke paa sin Moder — pinligt og modstræbende; men han maatte. — — Eftersom Tiden led, og han kom ind i Forholdene, fik ogsaa Kapellanen Morten Kruse meget at bestille. Sin præstelige Gjerning røgtede han med Søndags-Prædikenen efter Tur samt en og anden Bibellæsning, forat Lægprædikanterne ikke skulde have noget Paaskud. Men forøvrigt optoges hans Tid — sandt at sige — af saare verdslige Ting, og han blev en hyppig Gjæst i Løvdahls Kontor — altid Bagveien. Marcussens nye Princip med at bruge Krediten gjorde det ønskeligt for Professorens Forretning at have flere og solide Endossementsforbindelser. Hidtil havde man næsten ikke behøvet andre Navne end Konsul With; men nu kunde det være godt at have flere; og Marcussen foreslog gamle Jørgen Kruse. Professor Løvdahl udviklede da for Kapellanen det rent ud taabelige i at lade Pengene ligge til en kneben 4 Procent i saadanne Tider; og Følgen blev snart, at der begyndte en forsigtig Forbindelse mellem Jørgen F. Kruse og Carsten Løvdahl. Gamle Jørgen maatte beundre sin Søns Forretningssans, om han end ikke altid var saa enig i den Unges Dispositioner. Men han kunde overhovedet slet ikke modstaa Morten; thi saasnart der