FORTUNA 379 „Du er skinsyg, — jo du er —“ „Aa neigu er jeg ikke skinsyg — nei!“ „ Tror du ikke jeg, som du selv siger ser saa skarpt, kan se Skinsygen pible ud af Øinene dine! — det er ogsaa et smukt Træk af dig! husker du de Tider, da du talte i høie Toner om Ligeberettigelsen, de samme Fordringer til Manden som til Kvinden, den gjensidige Tillid —“ „Nuvel! — hvad saa?“ „Hvad saa? — jo du er en nyʻelig Eman — — Emancipist!“ raabte Fru Clara; „du er ikke et Haar bedre end alle de andre væmmelige Mandfolk; mens du forlanger af din Kone —“ „Hvad mener du Clara! — jeg?“ Da vendte hun sig lige mod ham, og hendes smukke blaa Øine blev kolde som Glas. „Grete Steffensen“ — sagde hun halvhøit. Abraham fór iveiret ved Navnet, og hun greb det strax: „Ja du ser. jeg ved Besked; du synes kanske, det klæder dig at komme her med din afskyelige og ugrundede Skinsyge, naar du selv har saadant paa din Samvittighed.“ „Men du er jo aldeles gal — Clara! — det er jo en stakkels, blind Pige —“ — „ja blind maatte hun ogsaa være —“ — „for at blive indtaget i mig?“ fuldendte Abraham og maatte alligevel le. „Det var aldeles ikke det, jeg vilde sagt,“ svarede Clara og vendte sig bort; thi det var det, hun vilde sagt; men hun stansede, fordi hun følte, at det var altfor taabeligt. Imidlertid gjenvandt hun snart sin Sikkerhed, og idet hun gik forbi ham, sagde hun med sin Moders Stemme: „Hvorom alting er, saa skal jeg frabede mig din Skinsyge; pas du dig selv, saa skal nok jeg passe mig; — Godnat!“ — Efter denne Samtale fik Abraham en Frygt for, at Sladder og onde Tunger kunde ødelægge hans Forhold til Grete; og hun var ham ganske uundværlig. Lıdt efter lidt var hans Kjærlighed gledet bort fra Clara; han havde jo snart indseet, at det var umuligt at bevare det Sværmeri, hvormed han fra først af havde elsket hende ; og naar det endnu ikke fuldt ud var hàm bevidst, hvor fjernt fra hinanden de i Virkeligheden levede, saa var det nærmest, fordi der laa i Abrahams Karakter en bestemt Ulyst til at gaa dybt i et Forhold, hvor han kunde formode, at der paa Bunden laa noget sørgeligt eller foruroligende. Men den Trang til hengiven Kjærlighed, som intet Svar fandt hos