FORTUNA 381 artet Sving, ogsaa forenet sig med endel godgjørende Damer og istandbragt en glimrende Bazar med Dans og Skuespil. Og efter denne Tid fik hun Smag for smaa halvt religiøse Sammenkomster med The og en Præst. Professoren spøgte i Førstningen med sin smukke Svigerdatter over denne pludselige Fromhed. Men snart var det, somom han saa det med andre Øine. Han indvilgede endogsaa i at overtage Posten som Formand i „Foreningen for faldne Kvinder i St. Petri Menigbed“, hvilken Post Konsul With af visse Aarsager ønskede sig fritaget for. Dette: at Faderen gik med — kunde Abraham mindst af alt taale ; thi han vidste saapas god Besked om Professorens Anskuelser betræffende Religionen, at han umuligt kunde tro, at det var af et oprigtigt Hjerte, den gamle Videnskabsmand nu sad og sang Salmer mellem Damerne og fulgte til Kirke — ja til Alters med Clara. Men det kunde han jo ikke tale til sin Far om; og han gik derfor bare af Veien. Forøvrigt var der over Professoren et Liv, en rastløs Virksomhed, som stundom næsten kunde ængste Abraham. I alle Selskaber deltog den gamle Mand, og i Kontoret var han sent og tidligt. En Dag lod han Abraham underskrive en Vexel. Abraham tog leende Pennen: „Ja, kan du have nogen Glæde af mit Navn, saa værsaagod! — Gud og Hvermand ved jo, jeg eier ingenting.“ „Det er jo ogsaa bare en Formsag,“ sagde Professoren fort og tog Papiret, „mit Navn er jo det vigtigste.“ „Ja dit Navn er som Faraos Kjør; det sluger mit uden at blive det mindste federe af det.“ „Men dit Navn Abraham! — vil engang blive saa godt som mit.“ „Ak Far! — jeg bliver nok aldrig saadan Kjøbmand som du.“ „Vi faar se — Gutten min! —“ svarede Professoren; men længe efter, at Abraham havde forladt Kontoret, sad han i Tanker — i urolige Tanker. XII. „Hr. Bankchef! — nu begynder jeg for Alvor at tro, De mod- ‘arbeider mig.“ „Alldeles ikke — Hr. Professor! — tværtimod! ingen kan være mere begjærlig efter at komme Dem tilhjælp.“ „Tilhjælp! — jeg takker Dem; men jeg behøver virkelig ingen.“