384 FORTUNA Denne Vending var uberegnet; gik Christensen ud af Fortunas Direktion efter at have solgt alle sine Aktier, saa var de t et fuldt saa dødeligt Slag for Fabriken som hint Forslag. Professoren gjorde derfor en afværgende Bevægelse: „Nei — nei! Hr. Bankchef! — ikke paa den Maade! De har ikke forstaaet mig rigtig. Naar jeg nu overtager Deres Aktier, saa sker det ikke for nogen øieblikkelig Fordels Skyld, — det ved De meget godt; men jeg gjør det af Interesse for Fabriken. Jeg forlanger til Gjengjæld af Dem, at De ikke blot frafalder hint Forslag; men at De ogsaa støtter Direktionen — specielt mig som Formand; og at De i det hele taget optræder paa en saadan Maade i Generalforsamlingen, at Tilliden til Fabriken trods det uheldige Driftsaar ikke svækkes hos Aktionærerne.“ „Ja, men jeg kan dog ikke ret vel optræde paa nogensomhelst Maade, naar jeg ikke længer selv er Aktieeier?“ „Saa beholder De et Par Aktier,“ sagde Professoren; men da han strax kunde se paa den anden, at han vilde blive af med dem alle, bed han sin Ærgrelse i sig og fortsatte: „— eller lad mig heller overtage alle ti — som jeg først foreslog, saa kan jo et Par af Aktiebrevene blive liggende utransporterede hos Dem for en Forms Skyld — ialtfald til over Generalforsamlingen. Det er jo en fuldstændig privat Transaktion mellem os og vedrører ikke Deres Interesse for denne Fabrik, De jo selv har været med at stifte, og hvis Trivsel ligesaa meget ligger Dem paa Hjerte —“ „Det er meget sandt; jeg skulde bare ønske, at De ikke vilde forlange en større Assistance af mig end min Overbevisning tillader.“ „Ja ser De! — min kjære Hr. Bankchef Christensen!“ sagde Professoren halvt spøgende; „De er jo en ængstelig Mand —“ „Skulde vi ikke sige en forsigtig Mand? Hr. Professor!“ „Nei — lad os sige en ængstelig — det er dog Ordet. Men, naar De nu ser, at jeg, som efter Deres eget Udsagn bedst maa kjende Stillingen, at jeg ikke betænker mig paa at tage yderligere 10 Aktier, saa maa vel dette give Dem den Overbevisning, at Foretagendet er adskilligt bedre og mere lovende end De tror?“ „Ja — De har i Virkeligheden Ret — Hr. Professor — jeg maa jo tilstaa, at De med Deres videnskabelige Uddannelse er den, som bedst kan dømme i denne Sag; og jeg vilde meget beklage, om De ikke skulde lønnes for Deres Arbeide og Opofrelse med et dertil svarende godt Udfald. Hvad jeg formaar, det skal jeg gjøre!“ De to Herrer blev med en Gang meget hjertelige og skiltes efter et trofast Haandslag.