390 FORTUNA Allerede Lørdag Eftermiddag havde Marcussen faaet et Par allarmerende Telegrammer; men han lagde dem tilside ifølge Husets Skik: Lørdag Aften var Professorens Kortparti, og Søndag var Helligdag. Men Mandag Morgen havde der samlet sig en Braade Telegrammer paa Marcussens Pult, — en Flok forbandede Rovfugle — tænkte han, mens han trak sin vaade Frak af. Han begyndte med at lægge dem udover Pulten i smaa Houge, eftersom han gjennemløb dem. Men tilslut sopte han alle Telegrammerne sammen i en Bunke og slog sin store Næve ned i den. Rasmus nærmede sig med den sorte Lærtaske, for at modtage de sædvanlige Ordres for Dagens Operationer i Bankerne; men Marcussen bad ham reise til Helvede og tage Tasken med sig. Derpaa samlede han efter et Øiebliks Betænkning alle Telegrammerne i én Haand og gik ind i Professorens Kontor, lukkede Døren efter sig og trak Portieren for. Carsten Løvdahl havde staaet ved Vinduet og stirret ned ií Haven; han vendte sig heftigt og sagde: „Hvad er det? — Marcussen!“ Professorens Ansigt var næsten askegraat, og Øinene laa dybt i Hovedet. Han havde ikke sovet i flere Nætter; og de sidste Dages Anstrængelser for at holde sig oppe mod alt Haab, de vilde Planer, den fortvivlede Vished, som fra alle Kanter stak Hovedet frem — alt dette havde vrængt den store statelige Mand om til en jaget Forbryder. „Hvad er det? — Marcussen!“ Endog Stemmen var forandret, — raa, somom den ukjendt med den menneskelige Tale kom lige fra Dyret. Marcussen skalv af Sindsbevægelse; han lagde Telegrammerne foran Chefens Plads. Løvdahl satte sig tungt i Lænestolen. „ Telegrammer! — Telegrammer — altsammen? — fra Donner? — fra Kristiania? — hvad skal dette betyde — Marcussen! — hvorfor bringer De mig alt dette hulter til bulter? — har jeg ikke sagt Derm, at det er Deres Arbeide og ikke mit at besørge den daglige Ordning af Papirerne? — svar mig — Menneske! staa ikke der som en Stok! — hvad betyder det?“ „Hr. Professor Løvdahl!“ — svarede Marcussen og Taarerne steg ham til Øinene; „det betyder, at vi ikke kan klare det længer.“ „Hvad siger han?“ skreg Professoren og reiste sig helt op; „kan vi ikke klare det længer? — siger han? — mener De — Menneske ! mener De, at jeg — at Carsten Løvdahl skulde være fallit?“ Som et Lyn fór hans stive Øine omkring i Stuen, da Ordet var nævnt, — dette Ord, han havde kjæmpet med Dag og Nat i de