422 SNE Det gamle Udhus foran Dagligstuens Vinduer indhylledes fra øverst til nederst, saa ingen kunde se, hvor radbrækket og elendigt det var. Kirkeveien henover Markerne blev ganske borte; og Jasminerne om Præstegaardens Lysthus bøiede sig helt til Jorden. Alle Veie stængtes; og hver Husstand mødtes i Ovnskrogen, for at se paa de samme Ansigter og følges sammen i den lille optraadte Ring af deres egne verdensfjerne Tanker. Og fra den koselige, lune Varme og det røde Lys fra Ilden, som gjorde alt derinde sundt og muntert, hentede de alle en velbehagelig Fornemmelse af Modsætningen mellem inde og ude, mellem deres egen lille Krog og de kolde Vidder, mellem det hjemlige og det fremmede — en stille, tæt Selvtilfredshed —beskeden og graa, men ganske uigjennemtrængelig. Og naar Lampen blev tændt, var det Hovedstadens Avis, som bragte Gjenlyden af Verdens Larm ind i alle Snelandets Ovnskroge. Og Hovedstadens Avis bragte den Gjenlyd, som passede. Der var ingen fortærende Længsel mod Sol og Skjønhed, ingen vidtløftige Tanker og Tvivl, ingen letsindig Beundring af den store Verdens falske Glans. Men der var Skrig af Blod og Lidelse fra Samfundenes Dyb; der var Fordærvelse og Forbrydelse — helt ned til de smudsigste og utidigste, hvor en sund Tanke kunde væmmes ved at følge; der var Raaddenskab i Bunden, og den steg og steg og stansede ikke førend ved Thronens Fod — der, hvor der endnu var Throner; men ellers overalt og nedenfor væltede Folkene sig i løste Lidenskabers Blod og Smuds. Saaledes var Hovedstadens Avis. Og naar den alligevel laa i Lampens fromme Skjær paa Familiebordet rundt i alle Landets lune Ovnskroge, og naar hver Haand udstrakte sig efter den — baade Husfaderens og Kvindernes ligetil den halvvoxne Piges blege Fingre, saa var det fordi alt dette modbydelige Stof blev baaret af den ægte kristelige Aand, som besjælede de Mænd, der skrev i Hovedstadens Avis, og som var Bladets egentlige Kjærne og Livsprincip. Derfor fulgte Tanken trygt og uden at væmmes ned i de sorteste Dyb af Menneskers Fordærvelse og Menneskers Ondskab. Thi al den menneskelige Vederstyggelighed, som Bladet rummede, den dæmpedes og svandt i den kristelige Fortrøstning, at det altsammen var saa langt borte: Guds lille Flok kunde lade Verden larme; Vægterne vare paa Murene; men Herren vaagede selv med Vægterne. Og hvis en Tanke — træt af at løbe Dagens jævne Løb: fra sig selv, rundt om sig selv og tilbage til sig sely — kunde prøve at