Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread.
/ Denna sida har aldrig korrekturlästs.
422 SNE
Det gamle Udhus foran Dagligstuens Vinduer indhylledes fra
øverst til nederst, saa ingen kunde se, hvor radbrækket og elendigt
det var. Kirkeveien henover Markerne blev ganske borte; og
Jasminerne om Præstegaardens Lysthus bøiede sig helt til Jorden.
Alle Veie stængtes; og hver Husstand mødtes i Ovnskrogen,
for at se paa de samme Ansigter og følges sammen i den lille
optraadte Ring af deres egne verdensfjerne Tanker. Og fra den
koselige, lune Varme og det røde Lys fra Ilden, som gjorde alt derinde
sundt og muntert, hentede de alle en velbehagelig Fornemmelse af
Modsætningen mellem inde og ude, mellem deres egen lille Krog
og de kolde Vidder, mellem det hjemlige og det fremmede — en
stille, tæt Selvtilfredshed —beskeden og graa, men ganske
uigjennemtrængelig.
Og naar Lampen blev tændt, var det Hovedstadens Avis, som
bragte Gjenlyden af Verdens Larm ind i alle Snelandets Ovnskroge.
Og Hovedstadens Avis bragte den Gjenlyd, som passede.
Der var ingen fortærende Længsel mod Sol og Skjønhed, ingen
vidtløftige Tanker og Tvivl, ingen letsindig Beundring af den store
Verdens falske Glans.
Men der var Skrig af Blod og Lidelse fra Samfundenes Dyb; der
var Fordærvelse og Forbrydelse — helt ned til de smudsigste og
utidigste, hvor en sund Tanke kunde væmmes ved at følge; der
var Raaddenskab i Bunden, og den steg og steg og stansede ikke
førend ved Thronens Fod — der, hvor der endnu var Throner; men
ellers overalt og nedenfor væltede Folkene sig i løste Lidenskabers
Blod og Smuds.
Saaledes var Hovedstadens Avis.
Og naar den alligevel laa i Lampens fromme Skjær paa
Familiebordet rundt i alle Landets lune Ovnskroge, og naar hver Haand
udstrakte sig efter den — baade Husfaderens og Kvindernes ligetil
den halvvoxne Piges blege Fingre, saa var det fordi alt dette
modbydelige Stof blev baaret af den ægte kristelige Aand, som
besjælede de Mænd, der skrev i Hovedstadens Avis, og som var
Bladets egentlige Kjærne og Livsprincip.
Derfor fulgte Tanken trygt og uden at væmmes ned i de sorteste
Dyb af Menneskers Fordærvelse og Menneskers Ondskab. Thi al
den menneskelige Vederstyggelighed, som Bladet rummede, den
dæmpedes og svandt i den kristelige Fortrøstning, at det altsammen
var saa langt borte: Guds lille Flok kunde lade Verden larme;
Vægterne vare paa Murene; men Herren vaagede selv med Vægterne.
Og hvis en Tanke — træt af at løbe Dagens jævne Løb: fra sig
selv, rundt om sig selv og tilbage til sig sely — kunde prøve at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Mon Jun 15 12:07:51 2026
(www-data)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/kamindsaml/2/0426.html