SNE 431 vil gjøre sig delagtig i det, som er begyndt imod Loven, endda Præsten vil gaa i Spidsen.“ Og alle sluttede sig til dette, — det var tydeligt at se. Men da blev Præsten sint for Alvor og skar ordentlig op for dem; og Mødet sluttede i etslags Tordenveir, udaf hvilket Præsten fór i lynende Vrede uden Forsoning og Farvel. — Fogden lo, da han hørte det, han lo himmelhøit og gned sig i Hænderne; om han nu endelig havde faaet Øinene op — Præsten? saa han nu, at dette Kjæltringpak ikke undsaa sig for at hænge sig i den mindste Ubetydelighed, naar de kunde faa istand en Krangel og slippe for at gjøre sin Pligt? „Nei nei!— Pastor Jürges! Bønderne hernede er andre Karle end de fattige Fiskere nordpaa; her er de Fanden tude mig klogere end baade Præsten og Bispen, — for nu ikke at tale om Fogden — den Stakkar!“ Og ude blandt Almuen gik der en Bevægelse efter dette første Tag med Præsten. Kaldet var saa stort og godt, at de aldrig fik andre Præster end saadanne, som skulde til Ro og have det rigeligt efter de magre Aar; det var baade erfarne Mænd og myndige Herrer. Derfor var Sognet kjendt for at have en daarlig Præstelykke. Og den nye havde ikke begyndt godt. Ethvert Barn — eller ialfald hver eneste voxen vidste, hvor farligt det er med ulovlig Hugst, naar det først kommer op, og hvor mange der er komne i Omstændigheder for mindre end dette. Maatte saa ikke Præsten, som havde læst saa meget, og som selv eiede alle Bøgerne, vide endnu bedre Greie paa de Ting? Og gjorde han saa stik imod Lovens klare Ord, saa maatte det være, fordi han troede sig lige saa grom en Pave sọm gamle Prausten Basse selv. Men saa var det dette, at Præsten havde sagt, han hug saa nær Præstegaarden, fordi det skulde være bekvemt for Almuen; — det lignede ikke, for gamle Basse var ikke dum. Men det var dumt at ville bilde dem sligt ind. Embedsmændene kunde være af begge Slag, nogle vare meget værre end andre; men det, som der ikke var Mening i, det kunde ingen tro. Saaledes kunde de ikke blive enige om, hvad Præsten havde ment; de forstod ham ikke; men at der stak noget under, det forstod de ganske godt og tydeligt. Derfor vard et sikrest at holde sig strix efter Lovens Bogstav og ikke blande sig i Vidtløftigheder. At Præsten for sin egen Part kunde risikere noget for det, han havde gjort, det faldt dem ikke ind; — en Amtmand, som satte en Præst under Tiltale for ulovlig Hugst, — det var jo til at le af.