SNE 433 have det hæslige for Øie. Hans Livsanskuelse var ideel, og de klassiske Studier havde bøiet hans Aand mod det skjønne og det gode. I sit Studenteraar havde han været den første Latiner og senere en stor Taler og Visedigter i Samfundet. Han var en af de faa Theologer, som kunde gaa med paa mangt og meget uden at kompromittere sig og uden at forspilde Fornøielsen for de andre. Slægten var en gammel Embedsslægt, som i Generationer havde flyttet Landet rundt fra Embede til Embede — bestandig med Ansigtet vendt mod et Departement. Deres Blod havde oprindeligt været dansk eller tysk; og skjønt det var blandet saa mange Gange, blev der altid over Slægter som denne noget af det fremmede, som fordum syntes fint. Og da det omflyttende Liv i bestandig Higen mod bedre Embeder ikke gav de opvoxende Børn nogen hjemlig Stedkjærlighed, kom Landet til at staa for dem som et stort Departement i det frie, hvor man avancerede jævnt ved liden Møie og meget Taalmod. Ved de stadige Flytninger og Ombytninger af Embeder, som man maatte holde Øie med i Hovedstadens Avis og i Statskalenderen, udviklede der sig i Embedsslægterne et ganske overordentligt Personalkjendskab. Og de juridiske Embedsmænd maatte ogsaa holde Øie med de geistlige og Lægerne; thi ved Giftermaal og Forbindelser hang de alle sammen helt opover til Bisper og Statsraader, som holdt Traadene. Derfor optog Interessen for selve dette Net af Embedsværk deres meste Tanke, saa at de mindre følte Forskjel eller Forandring i det Folk, over hvilket det var spundet. En Ting var spændende ved et nyt Embede paa Landet. Man kunde træffe den behageligste Omgang baade for Kortbordet og Sæterture — endogsaa Partier for Børnene; men man kunde ogsaa træffe Bygder, hvor man var aldeles henvist til sig selv. Bønderne var omtrent de samme overalt. Men Bonden kjendte de tilbunds fra gammel Tid, baade hans Snedighed for Retten, hans utrolige Svineri fra Sygebesøgene, de kjendte ham i hans Uvidenhed og Overtro og i hans Søndagsklær fra Tidemands Malerier. Han var et specimen for sig, ingenlunde blottet for Interesse; — Bonden var vel værdt at studere. Men saa skulde det rigtignok ogsaa være af dem, der kjendte ham, som havde „levet sammen med ham“. Da derfor Tidens Tanker og Videlyst tog Veien fra Guder og ophøiede Mennesker nedover til de smaa og simple, og alverden slog sig paa Bondeforgudelsen, saa var dette en ligefrem Forargelse for de gamle erfarne Embedsslægter — en Forargelse, som bredte sig 28 — Kielland: Samlede Værker II.