SNE 447 Skik paa sig, fyldte Travelheden hende, og Arbeidet optog hele hendes Sind. Men altid stod der dunkelt noget tungt og ondt foran hende eller bag hende, — noget som havde fulgt hende i mange Aar som en Bebreidelse; somom hendes Handlinger og hendes Liv var et forhastet Skyggerids paa en Baggrund af et uklart stort Krav, som laa over hende Dag og Nat og jagede hende fremover; og altid havde hun en Fornemmelse som den i Drømme, naar man løber og løber og ikke kommer afsted. Som oftest tænkte hun, det var Følelsen af at være saa lidet for sin Mand; men stundom følte hun, det var ikke det heller. Men Præsten selv gik et Par Gange heftigt frem og tilbage i Kontoret. Derpaa stansede han fremfor Speilet, smilede og strøg sig over Ansigtet: hvorfor saa ivrig? — Herregud! hun var nu engang ikke anderledes. Det var ham ikke saaledes beskikket, at han i sin Hustru skulde finde en Medhjælp paa de Veie, hvor han færdedes som Menighedens Præst og endmindre i den Kamp, han med Landets bedste Mænd førte imod de onde Tider. Han følte ofte — han kunde ikke nægte det —, hvorledes hans Hustru ligesom nu idag trak ham ned og bort fra de dybe og alvorlige Tanker, for at plage ham med disse Smaating, som alene udfyldte hendes Liv. Og ofte hensank han i Drømmerier over, hvor helt anderledes det kunde have været med en Kvinde, som kunde følge ham, som kunde forstaa og beundre hans Tanke, naar den mægtigt spændte sig ud — saa klar og sikker i de menneskelige Ting, og saa enfoldig og ydmyg for Gud. I saadanne Drømmerier dvælede Daniel Jürges, som efter sit Giftermaal kun havde mødt faa Kvinder af sin Stand, ved hine Tider, da han kunde faa, hvem han vilde. Men det var ingen bestemt Dame fra den Tid, der foresvævede ham; han tog lidt af hver og dannede sig den Kvinde, som vilde passet for ham. Naar han da vendte tilbage og saa sin Kone mager og udslidt risse omkring i sine smaa Smaating, tænkte han paa, hvorlidet han ogsaa i den Henseende havde ladet Forfængeligheden vinde Bugt med sig; hvor trofast og overbærende han havde været mod denne Hustru, der saa lidet forstod ham, og for hvis Skyld han havde givet Afkald paa de blændende Kvindeskikkelser fra sine Drømme. Derfor havde Gud lønnet ham og ladet ham beholde Johannes. Af otte Børn havde de mistet fem der nordpaa. Hans Kone havde været saa svag, at hans eget kraftige Blod ikke havde været tilstrækkeligt til at holde Liv i de smaa; saa at kun de tre ældste fulgte med, da de drog sydover. Døtrene vare gifte — just som de