452 SNE vredes over, at jeg i min forelskede Lykke glæder mig ved dette Ord, — overfor Gabriele vil jeg prøve at undvige en alvorligere Drøftelse af dette Spørgsmaal og saaledes oppebie dit Brev. Gud give, at Sagen maatte stille sig for dig i det samme Lys, som mit Haab lader mig se den i: at nemlig Tiden og muligens andre Omgivelser kunde bringe min Gabriele til at forsone sig med Tånken om en Livsstilling, som hun desværre har saa feilagtige Begreber om. — Se — alt dette har egoistisk optaget mig saa meget, at jeg altfor lidet har passet paa at holde dig à jour med Begivenhederne herinde; men nu nærmer sig den velsignede Paasketid, og da haaber jeg i Hjemmets lune Krog at kunne skildre dig den onde Verdens Røre og Vildfarelser. Jeg kan først komme Paaskeaften, da jeg — som jeg vel har fortalt — allerede for lang Tid siden er indbuden til Middag hos Professoren Skjærtorsdag; og hvor vilde jeg ikke være over al Beskrivelse lykkelig, om jeg kunde hjemføre min Gabriele til vor lille Kreds! Hils den kjære gode Moder og fortæl hende om min Lykke. — Herinde taler alle om din sidste Artikel, og du kan vel tænke, at jeg faar mange varme Hilsener til dig. Ogsaa fra Stockholm kan du snart vente noget, sagde Q ilørdags; han vilde ikke forklare sig yderligere; men paa hans venlige Mine kunde jeg læse, at den Skinsyge, som før var saa aabenbar fra hans Side, nu synes ganske afløst af en ubetinget Anerkjendelse af din Overlegenhed. Og nu — kjære Fader! lægger jeg forsaavidt min Fremtids Lykke i dine Hænder, som jeg af dit Brev vil vide, om jeg har dit Bifald til det, jeg har gjort, og om jeg tør vente din Velsignelse til at gaa videre som mit Hjerte begjærer. Maatte vor fælles Fader være hos dig nu som saa ofte med Visdoms og Kjærligheds Raad — ham til Ære og mig til Gavn og Glæde. Din hengivne Søn Johannes. VI. Grandalens Præstegaard den 5te April 1884. Min egen kjære Johannes! At du ikke skal læse hele dette Brev, jeg nu begynder og som kanske kan blive langt, i Spænding og Uvished, vil jeg allerede strax begynde med at sende dig min faderlige Lykønskning til din Forlovelse; og maatte den Herre Gud, under hvis Øine jeg er overbevist om, at du har følt dig i denne Sag, ogsaa fremdeles stad-.