SNE 457 afblæste Stykker, hvor Vaarsol og Væde havde fyldt Veiene med Holke og gjort dem farligt glatte eller løst dem op til en blød Grød med en tynd Skorpe over. De havde moret sig og leet meget over de mange Vederværdigheder — Johannes og hans Kjæreste; thi det hændte, at de forlod et Skydsskifte i Slæde paa det ypperligste Føre med klingende Bjælder, og en Fjerding længer fremme maatte.de ynkeligen slæbe sig videre i en laantStolkjærre gjennem gul Lersøle og bundløse Grober. Men paa det sidste Skifte mødte de Præstens egen Bredslæde og hans to røde Heste. Opover til Grandalen var der endnu høi Sne, og Veien gik i Skov hele Tiden. Da de derfor var komne vel tilrette i Fodposerne under Bjørnefellen ved Siden af hinanden, følte de, hvor behageligt det var, at faa sidde lunt og godt; de var igrunden uhyre trætte af at le og snakke; og de hensank — hver paa sin Kant i behagelige Drømmerier, mens de to Røde hurtigt og lydløst skiftede Fodslag i den løse Sne; og Slæden fløi let og muntert imod Hjemmet. De sorte Træstammer mod den hvide Sne gled ensformigt forbi Gabriele. Men Johannes, som kjendte Skoven og hver Bugt af Veien, havde Fornemmelsen af Hjemmet, som nærmede sig. Og hans Tanker løb foran de to Røde opover den lange Stigning og nedover igjen paa den anden Side af Aasen, som jævnt og langt skraanede ned mod Elven og Dalen, hvor hans Fader boede. Og aldrig havde han følt en saadan Længsel mod Hjemmet som denne Gang, da han bragte en Seier med sig, imod hvilken hans Examener ikke vare værdige at nævnes. Hun sad ved hans Side, lænede sig tryg og fortrolig ind til ham — denne Kvinde, denne Dame af Landets første, kjendt, beundret — attraaet baade af dem, der havde forelsket sig i hendes Skjønhed, af dem, der fandt hende interessant og glimrende, og af dem, der aandeløse rakte Hænderne ud — som i en Drøm, hvor det gjælder et lykkeligt Greb i den gyldne Dynge — hun, den skjønne Kvinde og den gyldne Drøm sad ved Siden, lænede sig tryg og fortrolig ind til ham. Bag sig saa han en Række lange Næser. Fætterne, — Slænget, hele dette Ungdomskrapyl, som fik gro i disse forvildede Tider, inden endnu hele Pakkets Reisning var slaaet endeligen og for bestandigt ned, — til en Begyndelse havde de alle faaet en lang Næse, og Johannes gottede sig med god Samvittighed. Thi han havde efter sin Faders sidste Brev begyndt at se sin Forlovede ligesom paa en mere almen Baggrund, som et Led i