SNE | 461 jog hende lempeligt, den var ikke bare politisk — som de sagde — og noget, der ikke kom lille Frøken Pram ved. Det var hendes egen Livsanskuelse, det gjaldt; de Ideer som vare hende de væsentligste og dyrebareste — om dem var det, de reves og sledes, mens de kastede hendes kjæreste Navne i Hovedet paa hinanden — snart som Beviser, som som Skjældsord. Men hun fik ikke være med. De vilde ikke forstaa, at med den Opdragelse og Udvikling, hun havde faaet, var hun adskilligt forud for de fleste jævnaldrende Mandfolk, der aldrig havde været ude, aldrig læst andet end Lexer og Aviser, og som kun kjendte Samtidens Ideer, fordi de havde redet rundt paa dem i den lune Ovnskrog. Da grebes hun af den dybe Modløshed og Skammen, fordi hun ikke duede. Den Frihed, hun havde nydt, og al hendes gode Faders Tillid var spildt og ufortjent; hun gav ingen Renter af al den Kapital, som var ødelagt paa hende; — og al den Kundskab, al den ‘Styrke i Overbevisningen — den havde Ingen Brug for; thi hun var Frøken Pram og det skulde hun foreløbig forblive, indtil hendes Umyndighed kunde vorde beseglet ved et kristeligt Ægteskab. Hun vidste ikke, om hun skulde le eller græde; men hendes Natur valgte at le; og det gjorde hun altsaa en Tid; men med meget ond Samvittighed. I alt dette var der kun en, som tog hende alvorligt, og det var ham, hun nu sad ved Siden af. Den lille stive Theolog med de klare faste blaa Øine, ret i Ryggen med rolige Bevægelser, og en uforanderlig sikker Stemme, — han, som hun vexelvis beskyttede og vexelvis overgav til de ugudelige Fættere, — han, som lig en Nisse af Hyldemarv altid stod paa sin Blyklump midt foran .hende, hvor galt hun ħavde spillet med ham, — mod ham droges hun efterhaanden. De var knapt enige om nogen Ting under Himmelen — endmindre i Himmelen. Men hun lærte at sætte Pris paa det Alvor, hvormed han modsagde hende, og den Ro og Ligevægt, som aldrig forlod ham, selv om hun sagde Ting, som hun vidste i høi Grad maatte støde ham. Dertil kom hans trofaste Tilbedelse, som intet kunde trætte eller forvirre — hverken Spot eller Kulde eller Luner eller Lystighed. Han fulgte med og hóldt ud i en Kreds, der var ham saa fremmed, og hvor igrunden alle de andre afskyede ham; aldrig veg han tilbage og aldrig trængte han sig frem; han bare var der; — bestandig var han der. Da nu Gabriele havde gjennemgaaet en Række Stemninger overfor Kandidat Jürges, blev han hende jævnt venskabeligt-ligegyldig.