SNE 465 Og om hun end ikke ventede sig saa meget af ham — eller af dem begge i Forening, saa var det dog hendes kjære Drøm, at han og hun kunde forme et Samliv uden nogen Undertrykkelse og uden Hykleri ; — et Hjem herhjemme for lysere Glæde og større Mandemod end det voxede under den afskræmte, firkantede Selvgodhed. Og mens hun forestillede sig dette Hjem, saa hun Lys mellem Stammerne ; — i Halvmørket skimtede hun et hvidt Hus med Havestakit foran, i Kanten af en Rydning i Skoven; det laa saa varmt og koseligt nede i Sneen. „Se — se! — det er Præstegaarden — Johannes! ikke sandt? — ja der ser hyggeligt ud.“ „Nei, nei — kjære Gabriele! tænk Præstegaarden. Husker du ikke, jeg har sagt dig, at Præstegaarden ligger paa venstre Side af Veien. Dette er Lensmanden.“ „Ak —jeg var saa vis paa, at dette maatte være dit Hjem,“ sagde Gabriele skuffet; „der ser saa hyggeligt ud.“ „Nei Kjære! du skal se med Dagen, det er et gammelt Skrummel af et Hus. Præstegaarden er forholdsvis ny — næsten moderne, du skal bare se; nu er vi der strax; — se der var Kirken.“ Gabriele satte sig tilrette og begyndte at grue for Indtrædelsen. Denne frygtelige D fra Hovedstacens Avis var ubetinget det mørke Punkt i Forlovelsen. Hun vidste ikke, hvorledes hun skulde faa udtrykt, at hun var usigeligt uenig med ham i alt og alligevel fæste sig en Plads i hans Hjerte, som hun ønskede for Johannes’s Skyld. Hun vilde gaa meget langt i sin Elskværdighed; men hvis han virkelig var den myndige Herre ogsaa udenfor Avisen, saa vilde hun ligesaa godt først som sidst sige fuld Besked om sig og sit Standpunkt. Derfor var hun ikke fri for lidt Hjertebanken, da Johannes viste hende den høie hvide Væg af Brystet paa Hovedbygningen, som skimtedes mellem Træerne. „Men hvad er det for noget underligt, som er bygget op i Gaarden?“ spurgte Gabriele, da de svingede ind fra Postveien; „det ser ud som en syg Elefant med Sne paa.“ „Aa, det er et gammelt Hus, som Far ikke kan faa Sognet til at reparere,“ svarede Johannes noget strængt; thi han hørte, at Gutten bagpaa tillod sig et lidet Kluk over Elefanten. „Saa vilde jeg heller reparere det selv,“ sagde Gabriele, da de fór forbi det gamle sorte Hus, som ludede under Snetaget med skjæve Vægge. Johannes hviskede hurtigt: „Det er noget du helst ikke bør tale til Far om; han har havt saa mange Ærgrelser af det Hus. — Men 30 — Kielland : Samlede Værker II.