SNE 485 Men det brød hun sig ikke det mindste om, som hun sad der og følte, at alt, hvad hun sagde og gjorde, bare fjernede hende mer og mer fra denne Kvinde, som var Johannes’s Moder, og hvis Sjæl hun ligesom anede, naar de store Øine saa paa hende som op fra en stor Dybde. Hun maatte prøve Musiken. „Spiller De aldrig mere — Frue!“ „Aa jo — af og til.“ „De spiller!“ raabte Gabriele glad; — „og jeg som havde hørt — det vil sige, jeg troede, at De aldrig mere spillede. Men hvor er Deres Noder? — jeg har ingen seet.“ „Jeg spiller ikke længer efter Noder,“ svarede Fru Jürges og blev rød som en liden Pige. „Jeg beder omforladelse,“ sagde Gabriele oprigtigt; „jeg ved jo, De behøver ikke Noder, som vi andre Stympere. Men jeg mente bare, for at følge med, maatte her ophobe sig en Masse Noder —“ „Nei De misforstaar; jeg spiller bare for Børnene og for Daniel — for Jürges.“ „Kun Deres gamle Repertoire? — er De bleven staaende ved de Ting, De spillede i Deres —“ Fru Jürges gjorde en liden forvirret Bevægelse med Hænderne og afbrød Gabrieles Spørgsmaal: „Jeg spiller mest saadanne Sange og Melodier, som Daniel synes om — “ „Sange og Melodier! min Gud!“ — raabte Gabriele; „og De — De, som alle siger, var Musik helt igjennem, — De hverken spiller eller hører nogen Ting? — aldrig ordentlig Musik? — men hvor kan De dog holde det ud?“ „Det gaar ikke an for Menigheden — ialfald tror jeg ikke, det gik an der nordpaa, hvor vi var saa længe, at der spilles andre Ting i Præstegaarden; og desuden havde vi det saaledes der, at Dagligstuen laa lige ved Kontoret, saa jeg kunde ikke øve mig; og saa — da vi kom hertil — ja saa ved jeg ikke rigtig — saa —“ hun stansede ganske hjælpeløs og saa paa Gabriele, somom hun vilde undskylde sig og formilde en stræng Dommer. Og saaledes syntes ogsaa den unge Dame at opfatte det; thi hun sagde alvorligt og næsten strængt: „Tror De, det er Ret saaledes at forsømme sig selv? Tilgiv mig, jeg ved, det ansees ikke for passende at tale som jeg, men det oprører mig, det oprører mig, jeg kan ikke hjælpe det. — Er De vred, fordi jeg siger det?“ „O nei — Kjære! — jeg er ikke vred, — o nei! — jeg er vist ikke vred; — du har kanske Ret — jeg ved ikke —“ Hun taug og sad nervøst og pillede med sine ledige Fingre i Fryndserne paa Bordtæppet. Og Fru Jürges følte, at det kun havde