SNE 495 vidt; du kan ikke ville sige, at jeg skulde have givet dig Anledning til at formode, at mine Anskuelser vare — end ikke paa langt nær saa vidtgaaende som dine —“ „Men du har altsaa været og er altsaa inde paa det samme?“ — spurgte Præsten. „Nei! nei! — Far! misforstaa mig endelig ikke! — men du ved selv, der gives jo — der er jo i vore Dage Tale om visse Reformer — kirkelige Reformer, som — det nægter jeg ikke — ialfald til en vis Grad vinder mit Bifald. Der er saavel i Kirkens ydre Forhold som ogsaa i selve Menighedslivet flere Punkter — “ Saaledes blev han ved og opnaaede efterhaanden at finde den Tone, som Professoren havde lært ham, naar det gjaldt at bygge Bro fra gammelt til nyt uden at falde ned. Men der var ingen, som gav Agt paa hans Tale. Præsten begyndte at tænke paa, at det paa en vis Maade var heldigt, at Gabriele drev det saa vidt udover alle Maal og Grænser. Om der muligens i Johannes var begyndt et snigende Frafald, saa kunde han itide skræmmes tilbage. Og sin Vrede overfor den unge Dame søgte han at dæmpe ved at mindes, hvem hun var, hvor meget der fulgte hende og hendes Navn, og hvor alt skulde blive lyst og godt, naar hun først var knækket. Men det maatte ogsaa til! — og han ønskede bare, at der ikke skulde behøves altfor haarde Midler. Men Gabriele havde en pinlig Følelse, mens hendes Kjæreste talte. Det blev mer og mer aabenbart, at han ikke var den samme her i Huset som inde i Byen. Det, som før bandt dem trods al Uenighed, kunde hun ikke længer faa Tag paa; han kom bort fra hende, og hun følte det smerteligt, at Johannes gled over til den modsatte Side. Men saaledes som hun var, faldt det hende ikke ind at trække ham til sig igjen lempeligen og ved at komme ham lidt tilhjælp ; hun afbrød ham tvertimod i hans behændige Arbeide midt ude paa Broen og sagde mismodig: „Det hænger ikke sammen, hvad du der siger — Johannes!“ Han stansede og gjorde — lidt utaalmodig en Vending mod hende. Men Faderen, som havde brugt Tiden til at neddæmpe sit Sind, tog nu Ordet paa en ganske ny Maade — roligt, næsten indrømmende. Det var nu hans Agt at føre Samtalen fra denne store Almindelighed ind paa mere specielle Stridsspørgsmaal, hvor der var mere Brug for Lærdom og Beviser end for store Ord. „Lad saa være,“ sagde han, „at det er som Johannes siger, at Kirken trænger til sine Reformer. Husk Kirken er et gammelt Hus,