16 TRE PAR Frøken! om vi ikke skulde løbe en Tur sammen imorgen Middag — udover til Lyngholmen? FRØKEN SVENDSEN (iil sandberg. Hr. Waage synes ikke at forstaa, at vi Forretningsfolk har andet at tænke paa end at løbe paa Skøiter. Jeg er til Deres Tjeneste — Hr. Konsul! SANDBERG. Jeg kommer strax; — De er jo kjendt i Kontoret? FRØKEN SVENDSEN. Jo — jeg har været her en Gang før. (gaar ind tilhøire). WAAGE. Har du hende derinde hos dig — alene? SANDBERG. Naturligvis; hun er ny i Forretningen; jeg vil se hendes Bøger. WAAGE. — hendes Bøger? SANDBERG. Ja — for Fanden! hun fører jo Bøgerne i Kontoret. WAAGE. Hun fører dem vist nydeligt — gamle Afskum! SANDBERG. Men jeg forsikrer dig — WAAGE. Jeg tror dig, — jeg tror alt i den Retning herhjemme. Men — undskyld! — naar man har været ude en Tid, saa blir man lidt underlig ved al denne Dyd. SANDBERG. Dyden er sund — Jens. WAAGE. Dyden er kjedelig — Theodor! Det er jo aldeles latterligt, hvorledes Mandfolkene gaar her og tosser. Her er en embarras af Kvinder, — Pragtfruentimmer for Kjendere! og dertil saa fuldtpakket af Dyd, at Ingen passer paa; og Livets Kjedsommelighed levner ingen anden Tilflugt end, hvad der kan udvindes af Elskovens hemmelige Gruber. Men ingen strækker Haanden ud; — og dog møder jeg hver Dag Kvinder — gifte og ugifte — med dette tomme Blik af Forventning, og denne spodske Sikkerhed, som de alle lægger sig til, fordi Mændene er nogle Fæ — feige — dumme og kolde! SANDBERG. Det høres, du har været længe borte, naar du tror, Dyden tar Overhaand. Jeg kan forsikre dig, her er dem iblandt 0s, som vel forstaar at benytte — — WAAGE. Ja hvem er saa det? nogle gamle Kanaljer, som ikke har andet tilbage end Frækhedens Naadegave, — som griber i Flokken — hensynsløst og brutalt; og de — de opnaar mere enđd vi, som er unge og — bedaarende — ikke sandt? SANDBERG. Oprigtigt talt du! — det er mangen Gang ærgerligt nok. WAAGE. Og du selv! — ja undskyld; men jeg tilstaar, du overrasker mig. Gudbevares! du har en fortryllende Kone, og jeg skulde vist ikke være den sidste til at kaste den første Sten om du neg-