34 TRE PAR SANDBERG. En Mand, som ligefrem er bange for Ægteskabet. FRØKEN SVENDSEN. Det forekommer mig, at jeg har læst etsteds, at det heller ikke skal være nogen sikker Himmel — Ægteskabet? SANDBERG (ter). Det er muligt! — Men det vil De vistnok give mig Ret i: det er hverken smukt i og forsig, og det taler heller ikke for nogen særlig Disposition i Retning af monogame Dyder, at en Mand ligefrem vedkjender sig, at hans Maal er at opnaa alt hos Kvinden, men aldrig forpligte sig ved Ægteskab? — det maa De dog indrømme? FRØKEN SVENDSEN. De mener, Ægteskabet bør eftertragtes for dets egen Skyld? SANDBERG (værdig). Men Frøken! — Ægteskabet er dog den eneste Form, en Gentleman kan byde, — den eneste Pris — for at tale forretningsmæssigt — FRØKEN SVENDSEN (ør). Prisen retter sig efter Varen — Hr. Principal! — men deri er jeg enig med Dem: det er dumt at prale; vi kjender dem fra Forretningen — ikke sandt? disse durkdrevne Fyre, der kan alle Kneb udenad og som ikke Pokker selv kan narre, — altid saa ender det med, at netop slige maa betale høieste Pris fuldt ud med Provision og Commission, Courtage, Gebyr og alle Omkostninger. SANDBERG (ter høi. Ja det ved Gud, de gjør; især den, som falder i Deres Hænder. FRØKEN SVENDSEN (prøvende). Det gjør han neppe —? SANDBERG. Det gjør han netop. FRØKEN SVENDSEN. De ser saa hemmelighedsfuld ud; — kom, sæt Dem dog. SANDBERG. Tak — er her Plads til to? FRØKEN SVENDSEN (¢iør Plads). Vi faar være nøisomme. SANDBERG (sætter sig). Men — men — ja undskyld Frøken! saa maa jeg sætte mig lige ind til Dem? FRØKEN SVENDSEN. Værsaagod! SANDBERG (usikkert). Jeg vidste ikke, — hvis nogen saa 0s, — det kunde — FRØKEN SVENDSEN (ser paa ham). Men Gud! — nian kan jo se os fra hele Isen. — Lad os saa tale om Forretninger — om mine Forretninger. Det synes at tage lang Tid — Fru Friedemanns og Hr. Waages Væddeløb. SANDBERG. Gid det vilde! — jeg ved ikke, at jeg nogensinde i mit Liv har truffet en Dame, med hvem det har været mig saa kjært og saa lærerigt at underholde mig.