TRE PAR 43 SANDBERG. Men Frøken! — De maa misforstaa mig; De vilde dog vel ikke — her —? FRØKEN SVENDSEN. O — vær ikke bange; her er ingen Konkurrenter. SANDBERG. Jo — tværtimod. FRØKEN SVENDSEN (uskyldig). Spekulerer De? — Hr. Friedemann! FRIEDEMANN. Ja! FRU LAURA. Nei vist gjør du ikke — Ludvig! —ikke paa sligt; — han tror nu, alle taler om Fordærvelsen. SANDBERG. Men De glemmer Waage. FRØKEN SVENDSEN (ader overrasket). Ah — Hr. Waage havde jeg glemt; saa vil vi være forsigtige. Sagen er altsaa — SANDBERG færngstelig). Men Frøken! — hvad tænker De paa! FRU JOHANNE. Jo det er Ret — Frøken Svendsen! lad disse afskyelige Forretninger blive færdige her, saa har vi Dagen i Fred. FRØKEN SVENDSEN. Det maa være afgjort før Sol gaar ned; — som det pleier mellem Forretningsmænd. WAAGE. Hvad Tid gaar Solen ned? FRIEDEMANN (med Almanakken). Klokken fem, — femten Minutter. SANDBERG (tortrædelig). Jeg finder rent ud sagt, at dette ikke er nogen Tone for en alvorlig Forretning. FRØKEN SVENDSEN. Men Sagen er virkelig ikke indviklet. De kjender jo Betingelserne; og jeg giver Dem Betænkningstid, til Sol gaar ned — Klokken fem, femten. FRIEDEMANN. Det bliver ved Suppen. WAAGE. Undskyld, at jeg blander mig i, hvad der ikke vedkommer mig; men det synes mig et noget aparte Forhold, at Bogholderen byder Principalen en Forretning. FRØKEN SVENDSEN. Hr. Waage har Ret; det er igrunden en slem Ting. Skulde vi kanske heller lade det hele fare — Hr. Konsul? SANDBERG ífivwig). Paa ingen Maade! — pas dig selv — Jens! jeg har altsaa Forretningen paa Haanden, indtil Sol gaar ned? FRØKEN SVENDSEN. Men selv om De gaar ind paa Betingelserne — Hr. Konsul! saa er det alligevel ikke sikkert, at den anden Part accepterer. WAAGE. De kjender den anden Part, Frøken? FRØKEN SVENDSEN [(rolig’. Jeg er hans Commissionær. Vedkommende har paalagt mig at søge fast Bud; men forbeholder sig alligevel Ret til at sælge eller lade være. _ SANDBERG íiwig). Men det er imod al Coutume! hvis jeg byder det forlangte, saa skal der sælges.