68 TRE PAR blir snart som det, du læser om — Friedemann! — dette nye Roderi paa x — FRIEDEMANN. Opoponax. FRU LAURA. Snak Ludvig! — du ved godt, det er ikke noget vellugtende; du vil bare ikke have, at jeg skal finde Ordet; men vent (prøver) Promix — Promix — Promisc — — FRØKEN SVENDSEN (ter høi. Men jeg tror formeligt, at jeg skræmmer Konsulen! SANDBERG. Dersom jeg troede, det var Alvor, saa — FRØKEN SVENDSEN. De hører jo selv, hvor enig Hr. Waage er! SANDBERG. Bah — han! WAAGE. Har jeg ikke sagt dig mange Gange, vi gaar tilgrunde af bare Dyd. FRU LAURA. Dyd! — hvem taler om mig? — I ved kanske ikke — I derhenne ved Kaminen! at her sidder Dyden — rigtignok midt i Fordærvelsen; men (ser fra sin Mand til Fru Sandberg) — alligevel paa sin rette Plads. FRIEDEMANN. Synes Frøken Svendsen, at Dyden tar overhaand? FRØKEN SVENDSEN. Nei desværre! — selve Dyden sygner hen — som alt, hvad der overvurderes. FRU LAURA (gjør store Øine). Kan man overvurdere Dyden? — hun er modig — hvad? FRIEDEMANN. Mændene kan ialtfald ikke klage over, at der stilles for store Fordringer til dem! FRU LAURA. Nei — det ved Gud! o — de Mænd! FRU JOHANNE. Men mod Kvinden er man desto strengere. Det burde være ens — synes jeg — FRU LAURA. Ja naturligvis! — — ens for begge Parter — ikke sandt — Ludvig? FRØKEN SVENDSEN. Det skal blive ens — med Tiden; men det maa begynde med at blive mindre strengt for Kvinden. FRU LAURA. Oh! — hun er virkelig freidig! SANDBERG. Men De vil dog indrømme — Frøken! — at en Kvinde, som — som — ja det er virkelig ikke saa let at tale om disse Ting. FRØKEN SVENDSEN. Hvorfor ikke? De mener, at en Kvinde, som ikke passer paa sig selv, mister sin Agtelse — SANDBFHRG. — og fortjener at miste den. FRØKEN SVENDSEN. Men se Manden !— han mister ingenting. FRU LAURA. Fordi vi ikke er strenge nok; fordi Mændene har forskaffet sig et Fribrev; de skulde brændemærkes — ligesom Kvinderne!