BETTY’S FORMYNDER 109 tiske Skjold — (I dette Øieblik gaar Døren halvt op, og et Medlem af Foreningen — yaad af Regnen og upyntet — smyger ind og stiller sig bag Deputationen. Nyhus gjør forgjæves afværgende Tegn. Og saaledes bliver det ved under hele Talen; hvergang Døren gaar op, vender Advokaten sig fortørnet og giør Tegn; derpaa fortsætter han) — men De har — Hr. Furu! ved den Stilling — hvori De — ialfald foreløbig — staar til en Formue, som efter vore Forhold maa kaldes overmaade stor, — De har — siger jeg — ogsaa herved et Krav paa Interesse, paa Sympathi blandt os. Det har derfor inden vor Forening været et samstemmigt Ønske — nu ved vor Fest o.s. v. (Tæppet falder, mens han taler.) FJERDE AKT. Kontoret. Hermansen sidder paa en Stol ved Døren; naar nogen kommer, reiser han sig. BETTY (kommer hurtig). Det var godt, jeg traf Dem — Hermansen ! jeg saa, han gik ud for et Øieblik siden. HERMANSEN. Han gik op til Byfogden; han stræver nu med at blive færdig i Formiddag. BETTY. Sig mig — tror De, han skammer sig svært? HERMANSEN. Jeg ved ikke rigtig. BETTY. Men det burde han. HERMANSEN. Jeg synes og, han har baaret sig dumt ad — jeg; — men han er saa stridig. BETTY. Aa— det gjør ikke noget; — det maa han gjerne være; naar han bare var aaben og oprigtig. HERMANSEN. Ja — naar han bare var det. BETTY. Ja sig nu selv: synes De ikke, han kunde sagt mig det ligeud? — igaar var jeg saa sint og ulykkelig; men inat har jeg tænkt over —; — igrunden er det saa uligt ham, — synes De ikke ogsaa? — men svar da — Hermansen! synes De ikke, det er uligt Sven? HERMANSEN. Hvadfornoget mener De helst? BETTY (tar ham i Armen). Men Hermansen! — De har jo selv telegraferet — HERMANSEN. — som en Tosk — desværre; — der skulde staaet Mellemfossen. BETTY (yster ham). Mellemfossen — hvad er det for noget Snak? HERMANSEN. De ved, vi har Øvrefaldet paa Møllevig; men Mellemfossen har de paa den andre Siden — paa Svensemøllen. BETTY. Det ved jeg godt — videre! —