120 SANKT HANS FEST le — med Ryggen vendt til de andre, mens han stellede meọd sit Glas henne ved Drikkebordet. Randulf blinkede til Holck og Garman; de vidste, han blev gjerne noget tøvet udover Aftenen. „Se nu slige Sommernætter, vi har; det er næsten som der nord paa Troms; men hvad gjør vi med dem? — ja vi fire — vi har det endda ikke saa rent elendigt“ — og Holck maatte le selv og pegte hen paa Bordet, hvor Pigen just byttede Seltersflasker mellem en Opstilling af Whisky, Cognac, Vin og Liqueurer, — Christian Fredrik morede sig med at tage det mærkeligste i Kjælderen. „Men Byen! — de gaar tilsengs med Hønsene og trækker Gardinerne for — akkurat som midtvinters.“ „Saa holder de Kjedsommeligheden ude,“ mente Randulf. „Ja — du er en af de ægte — du!“ raabte Holck forarget. „Nei sig Alvor! — hvad skulde de gjøre?“ spurgte Løvdahl. „De skulde tage hele Familien med, gaa ud i Paradis, sætte sig i Lyngen, synge og spise haardkogte Æg, — saaledes som de gjør i andre Lande.“ „Godt sagt — Garman!“ — raabte Holck; „du har da endelig lidt Blod i dig; men de andre —“ „Ja vær du her bare et Aars Tid til, saa skal du se, hvad du har igjen af Liv og Blod,“ sagde pludseligt Abraham Løvdahl, men i en Tone, som saa lidet passede til alt det andet, at de blev tause, sad stille og røgte en lang Stund. Efter Kontortid havde de tre lagt ud med Randulfs Seilebaad; men et lidet Stykke udpaa Fjorden var det forbi med den lille Solgangsvind af Nordvest, og der kom ikke andet end smaa Blaf hist og her henover det aftenblanke Vand, saa de maatte ro Baaden ind igjen. Dernæst havde de været paa Klubben og spist Madame Blom- ‘greens navnkundige Smørogbrød med Røgelax; de havde opgivet at slaa Kegler for Varmen; og saa var de havnede i Pavillonen, hvor Løvdahl kom til. Der drak de Svaledrik — hver efter sin Smag; Randulf lavede sig noget sammen af alle Flaskerne, som han kaldte Djævlebisp, og som ingen taalte uden han. Kirkeklokken begyndte at slaa — længe og klangfuldt i den stille Luft; og da det var forbi, sagde to i Munden paa hinanden: „Tolv!“ — alle havde fulgt med og talt Slagene. „Ja se! —- saa lyst og vakkert! — og saa hele Byen med Næsen i Puderne!“ „Her er saa lyst, som det kunde være Sankt Hans,“ sagde Randulf, hvem Minder og Djævlebisp gjorde følsommere end vanligt for Naturen. .