142 SANKT HANS FEST Gamle Jørgen Kruse havde aldrig kunnet lære andet; men lille Morten havde faaet det fine Sprog tra Skolen af og siden som Theolog. Dog talte han det aldrig med saa stor Lethed som sit eget; og det ærgrede ham, at han vidste, man kunde høre paa Lyden og Ordvalget, at det ikke oprindelig tilhørte ham Dette gjorde ogsaa — han mærkede det godt — hans Prækener kolde; de blev saaledes som han havde lært at lave dem; men sjeldent fik han sagt netop det, han vilde og saaledes, som det havde formet sig i Tanken. Nei! skulde han sige dem Besked, skulde han stemme sin brede Ryg imod, saa maatte han være fuldt rustet og sikker. I sit Studérkammer, hvor faa forstyrrede ham, — der kunde han tale. Her slap. han sin Mund løs og lod den forme Lyden bredt og slæbende, medens han med Velbehag tumlede med alle de Ord, som skulde ansees for grove og simple; men som dog var hans Tankes fulde Gjenlyd. Men Morten Kruse indsaa jo godt, at det var umuligt fra en Prækestol. | Imidlertid gik det ham værre og værre; han blev bleg, og den tunge Krop blev slappere. Hans Embedsbrødre begyndte saa smaat at foragte ham; ingen kom og hørte paa ham, og hans Offerdag: blev til en mager Skygge. Og under alt dette en seig Tro paa, at han kunde vinde frem; — noget, der laa i hans Blod og som han medbragte forstærket fra den lille mørke Krambod, hvor Skilling efter Skilling var bleven til Rigdom, — en trodsig Følelse af, at han vilde sætte dem Foden paa Nakken — allesammen. — Saa var det en Fredag Eftermiddag, han gik udover til Haugianernes gamle Forsamlingshus, for at holde Bibellæsning. Han havde ikke havt andet end Fortræd og Ydmygelser hele Ugen; hjemme havde han faaet vond Mad, og da blev han altid sint. Regn var der, og Storm var der og sølet i Gaderne. I Forsamlingshuset sad en kort Rad Mandfolk langs den ene Væg, nogle gamle Kjærringer fra Blaasenborg omkring Ovnen, og hist og her et Par Tjenestepiger, som havde faaet udtrykkelig Lov, for at gaa i Opbyggelse. Han læste Stykket i Bibelen; men mens han læste, maatte han stanse et Par Gange; for han var saa sint, at han ikke samlede Texten; — og pludseligt slog han den tykke Bog sammen og raabte: „Aa nei — aa nei, hvor jeg er lei af Jer!— sidder I der og sover og synder og lar mig staa her og kaste Guds dyrebar. Ord i Væggene! — se! jeg udstrækker dagligen mine Hænder til et gjen-