146 SANKT HANS FEST at de smaa og simple var ligesaa gode — kanske bedre end de andre; Jesus og de tolv var ogsaa simple Folk. Derfor havde han ikke blot Magt; men nu havde han ogsaa Lov til at knuge dem ned med haarde Ord; de taalte det af ham — ja de tørstede efter denne Tugt, fordi han var deres egen; alle deres Følelser og Lidenskaber vare samlede i ham; derfor var han den stærkeste, og de styrkede sig paa ham. — Fra denne Dag begyndte for Morten Kruse de fyldte Kirker og de pakkede Bedehuse, hvor de tog ud Vinduerne og hægtede Døren af, saa Folk stod langt udpaa Gaden og lagde Ørerne opefter Ryggen paa hinanden, for at lytte til denne nye Tale, der var falden ligesom en Naade over Jørgen Kruse sin Søn. Indtil han en Dag raabte: „Hvorfor mon vi perser os sammen her som Sauer? Kom lad os bygge Herren et nyt Hus! Du har vel lidt Spiger? — og du har vel lidt Maling? — og du derborte i Krogen, du har vel nogle Planker tilovers for Jesu Kristi Skyld? Og se Kvindfolkene! mon ikke de ogsaa har lidt tilovers? — Se, hvor fine de er! — se for Baand og Blomster og Knapper og Fjær! — Eller mon de tror, det er ikke saa farligt med Sjælen, naar bare Kroppen er fint udstafferet?“ Megen Pragt var der isandhed ikke at se. Og dog brændte de dem paa Hovedet — de stakkels Baandstumper og Tøiroser, og hver Pige lovede i sit stille Sind, at det skulde af altsammen, saasnart hun kom hjem. Og den følgende Dag — især om Aftenen, da de mange Arbeidende og Tjenerne fik fri, blev der en Strøm, som gik til Præsten Kruses Hus med Gaver — store og smaa. Han sad i sit Kontor og tog imod — uden at se paa, hvad de bragte, og uden stor Ros eller Tak. Men da der kom en gammel rig Brændevinshandler og tilbød sin store værdifulde Tomt med Have til det nye Bedehus, da havde Morten Kruse nær reist sig i glad Overraskelse. Men han besindede sig itide, blev siddende bred i sin Kontorstol og sagde strængt til den gamle Mand: „Ja, det var vel ikke for tidligt, om De nu søgte Dem Liggendefæ af det, som Møl og Rust ikke kan fortære. Det begynder vel at svie i Dem nu — De bliver gammel — al den syndige Mammon?— hvad?“ Det havde den gamle ikke ventet; og han blev saa forskrækket, at han bare spurgte, om der var noget mere, Præsten havde Brug for, saa — | „Hvis Vorherre vil have mer af Dem, tænker jeg nok, De faar Bud fra ham,“ svarede Præsten haardt.