SANKT HANS FEST 157 VI. Ikke før var Præsten steget af Kariolen, før en Kanin smak om Hjørnet og pilede nedover Gaden, for at melde til andre Kaniner, at nu var han kommen. Lidt efter gik en lav rundbenet Mand hurtigt opover; han holdt sig nær ind til Husvæggen — mer af Vane, end fordi det nyttede noget; thi i den lyse Sommernat var der lige lyst overalt i Gaden og ingen Skygger. Det var Overkaninen Peder Pedersen — en af Præstens mest intime Venner. Han gik ikke ind i Gadedøren, men rundt Huset til en liden Port i Plankeværket, hvorfra han gjennem Gaarden kom til Præstens Kontor. Først var der et Venteværelse med Bænker; og her stansede Peder Pedersen, fordi han hørte Folk i Kontoret. Han blev strax yderst fortrydelig, fordi nogen var kommen før; — det var naturligvis en af Kvindfolkene som havde passet paa og styrtet lige til Præsten, for at fortælle alt det, som var hændt. Peder Pedersen nærmede sig til Døren og lyttede. Han hørte bare Præstens Stemme, der talte indtrængende og alvorligt; kanske var det bare en, som fik en Formaning. Dernæst hørte han nogen reise sig og Fodtrin. Peder Pedersen vovede at banke sagte. „Kom ind!“ raabte Præsten; „se — Godkveld! — min Petrus! — jeg tænkte næsten, det var Dig.“ Der var temmeligt mørkt i Kontoret; Peder Pedersen saa sig om i alle Kroge, mens han hilste og ønskede Præsten velkommen hjem igjen. „Hvad er det, du ser efter?“ „Jeg — jeg trodde, her var Folk hos Præsten?“ „Nei; jeg er alene, — som Du ser.“ „Jamen jeg hørte ligesom Snak herinde —“ „Det var vel mig — det. Jeg talte med Gud i Bønnen; — synes Du, det var saa forunderligt? — Peder Pedersen!“ Og om denne Mand! — som altsaa bad høit, skjønt han var ganske alene —, kunde Folk tvivle! Peder Pedersen vuggede med Hovedet af Beundring; medens han tog sin Plads ved Vinduet; Præsten sad i sin Armstol paa den anden Side af Bordet. „Ja Præsten har vel faaet Bud fra mig?“ „Derfor kommer jeg alt idag; hvad er det?“ „Aa, her er hændt adskilligt; — jeg vidste ikke bedre end at skikke Bud med Telegrafen.“