SANKT HANS FEST 171 „Det gjør Dem megen Ære — Hr. Pastor! — hvad De der siger. Men De ved selv, Livet er rigt paa Modsætninger, — især det politiske Liv —“ „Aa i Politiken!“ raabte Præsten og lo kort; „hvis jeg vil gaa ind i Politiken, er jeg ikke ræd for at tage mit Princip med mig, — der som overalt er det første Spørgsmaal for mig: Kristen? eller Vantro?“ „Men vil det ikke alligevel —? — mellem to Personer, hvis politiske Anskuelser er saa forskjellige som for Exempel Deres og mine —“ „Kjære Hr. Bankchef Christensen,“ sagde Præsten og lagde sig paa Armene fremover Bordet; „hvad er det vigtigste: enten at den eller den Lov eller Reform gjennemføres, eller at Folkets dyrebareste Klenodie beskyttes? — Folkets nedarvede Barnetro, som Vantroen nu søger at snigmyrde? Kan vel vi som Kristne et Øieblik være i Tvivl om Svaret?“ „Nei visselig ikke! — jeg indrømmer, der er et høiere Samarbeide —“ „Netop“ — afbrød Præsten Kruse; „hvis De ikke var kommen til mig, saa var jeg kommen til Dem før Valgene; — vi maa staa sammen.“ „Det er mig en stor Glæde at høre,“ begyndte Bankchefen, mens han tænkte i sit stille Sind: det gik skam glat! — og han talte nogle bevægede Ord om Borgerpligt og Barnetro. „Naar man er enig i Hovedsagen,“ fortsatte Præsten, „vil der ikke saa let opstaa Misforstaaelser i de smaa Ting. Her har for Exempel været Tale om en Fest —“ „De ved, hvorledes det gaar — Hr. Pastor! man blir saa længe overhængt med Bønner og Anmodninger, — ja denne Gang blev jeg nu ligefrem narret. Imidlertid! — det er jo endnu ikke for sent!“ „Det er saa løie med mig,“ vedblev Præsten smilende, „jeg skulde nu aldrig kunne arbeide daglig sammen med en Person som Thomas Randulf.“ „Han er mig hellerikke nogen sympathetisk Person.“ „Nei — dersom De nogenside skulde ville tænke paa en Kasserer i Deres Bank, som forener Dygtighed med et sandt kristeligt Sindelag, saa har jeg en at anbefale.“ Det vilde være ham en Fornøielse — forsikrede Bankchefen. „De kjender Peder Pedersen? — han har været Kjøbmand — lidt uheldig; altfor godtroende til at passe sine egne Interesser; men ypperligt skikket til en Kassererpost.“