PROFESSOREN 199 IDA. Næsten. ALMA (ter). Du svarer som en ung Nøddeknækker. Men Smør- ogbrød — har du ikke mere? IDA. Der er paa Thebordet. ALMA. Ikke en Smule. IDA (ser hen). Nu er jeg sikker — Alma! — de tar i Lommen. ALMA. Kjære! — det har jeg altid paastaaet. De kommer her bare af Sult — efter Tur. Den lille gule kjender jeg; — det er en gammel Harpy, som har ædt her i mange Aar. IDA. Her kom flere før. ALMA. De kjeder sig fordærvet. Ved du, hvad de kalder os to — Studenterne? IDA. Os to? ALMA. Scylla og Charybdis. De siger, Ludvigsen undgik Scylla — det er dig, for at falde i Charybdis — det er mig; — hvad synes du? IDA. Det ligner Far. ALMA. Ja, det er jo derfor, de har fundet det op. Kan du tænke dig noget kjedeligere end alt det Latin, vi er født op med? Hvor ofte har jeg ikke ønsket, at Sisyfus’s Sten vilde trille ned i Danaidernes Kar, saa det kunde blive fuldt eller gaa istykker. Det er dog noget skrækkeligt Tøv — du Ida! IDA. Siden jeg blev voxen, har jeg havt andet at tænke paa. ALMA. Men hele Livet omkring Far bliver saa forvrængt og usandt. Jeg har ikke paa lange Tider hørt et frigjørende Ord før idag — denne nye Bog. Sig mig, Ida — hvem synes du, den ligner? IDA (forvirre. Hvorledes ligner — mener du? ALMA. Jeg ser, du forstaar mig. — Sandelig! der er Bispen ogsaa. Nu blir det alvorligt. IDA. Tror du, han ogsaa kommer for Bogen? ALMA. Naturligvis; hele Hønsehuset er i Oprør. (Der hilses paa Biskop Sparre. Ida tager et Fad og gaar ud tilvenstre efter Smørogbrød.) PROFESSOREN (gaar Bispen imøde). Godaften og Velkommen! — høistærede Ven! De kommer — som De ser — op i lutter Ungdom. BISPEN. Det ved man jo: her samles Ungdommen, om den altid unge Nestor; (Professoren smiler) — hvis man ikke ogsaa tør tilskrive Husets smukke Døtre nogen Andel —? HEEFE. En dobbelt Attraktion — Ungdom og Skjønhed — de Unge — hm! — de Gamle — (stopper.) BISPEN. Hvorledes lever Deres kjære Mand? — Fru Alma! det er saa længe siden, jeg saa ham,